Den tidligere fodbolddommer Peter Mikkelsen er død. Det oplyser den ligeledes tidligere dommer Kenn Hansen på Twitter på vegne af familien.
- Peter Mikkelsen er til aften sovet stillet ind efter lang tids sygdom omgivet af familien, skriver Kenn Hansen.
- Familien ønsker ikke spørgsmål, så det beder jeg alle respektere. Peter var ud over at være Danmarks bedste dommer nogensinde et unikt væsen og en af mine bedste venner. Han vil savnes verden over.
Peter Mikkelsen blev 58 år og har de seneste år været bundet til en kørestol, efter at en frygtelig kræftsygdom spredte sig og lammede hans ene side.
Han stoppede dommerkarrieren som 38-årig i 1998 efter blandt andet at have været til VM i 1990 og 1994 samt EM i 1992 og 1996.
Han er på flere fodboldsider på nettet med på listen over alletiders 10 bedste fodbolddommere, og organisationen IFFHS, der laver statistik over fodboldhistorie og -statistik, kårede ham i 1991 og 1993 til verdens bedste.
I 2014 blev han af Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) hædret med en særlig dommerpris. Fifas Special Referee Award gives til dommere, der har dømt på topniveau i deres hjemland i mindst ti år og har dømt mindst 20 internationale topkampe.
Efter karrierestoppet som dommer blev Peter Mikkelsen ansat som dommerbedømmer af Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa).
/ritzau/