Af Simon Andersen | chefredaktør, Avisen.dk
En
god ven fortalte for nylig en skræmmende historie. Under en middag
havde to søskende med raseri i stemmen fortalt om de forhold, deres mor
levede under på et plejehjem.
For eksempel, havde en sosu-assistent
eller noget andet lavtlønnet en dag sagt, at hun ikke kunne skifte en
el-pære. De to søskende var rødglødende. Min ven spurgte: Hvorfor
gjorde I det ikke bare selv? Historien er sand - og forfærdelig.
Det
var angiveligt ikke faldet de to ressourcestærke mennesker ind at
skifte pæren selv.
Velfærdsminister Karen Jespersen (V) blev tidligere
på ugen udsat for kritik, da hun i loven ønskede at indskrive en passus
om, at pårørende til gamle på plejehjem også har et ansvar for de
gamles trivsel. Forslaget er smukt og rigtigt. Ikke fordi det har nogen
særlig praktisk betydning, men fordi vi som borgere i velfærdsnationen
mindes om vores personlige ansvar.
Ansvar for at vores børn møder i
skolen med en ordentlig madpakke og udhvilede; ansvar for at unge ikke
driver rundt om natten, lemlæster, dræber eller mobber; ansvar for
deres opdragelse; ansvar for at besøge og passe den handikappede faster
og den demente mormor.
Snakken om, at alt er samfundets skyld/ansvar er
syg, og det er ulideligt at høre på brok og kritik fra mennesker, der
ikke gør noget selv.