Af Ellen Stampe, elst@avisen.dk
Det var kun det ene øre, der strittede ud gennem håret. Men Solvej Bergen måtte alligevel finde sig i at blive kaldt flyveøre af de andre børn i skolen. Som 29-årig gjorde hun noget ved det. Øret blev opereret ind til hovedet. Pludselig kunne hun mærke hvor meget energi, hun havde brugt på at tænke på det strittende øre.
- Hele mit voksenliv har jeg haft permanentet hår, så det kunne skjule øret. Jeg ville heller ikke have, at mine kærester skulle røre ved det. Jeg syntes, det var så grimt,« fortæller Solvej Bergen, der efter et år på venteliste blev opereret på Esbjerg Sygehus. Hun er ikke i tvivl om, at operationen har betydet en stor del for hendes selvtillid.
»Hvis jeg havde fået børn med flyveører, ville jeg få dem opereret, før de skulle i børnehaveklasse,« fortæller Solvej Bergen, der arbejder som ledende operationssygeplejerske på Danske Privathospitaler i Herning.
Bag i køen
Privathospitalet oplever patienter, der hellere vil betale end at stå på ventelisten i det offentlige. I øjeblikket er ventetiden tre år og fire måneder på Århus Sygehus for at få opereret stritører ind.
Det skyldes, at stritører ikke er livstruende.
»Vi får et stigende antal akutte kræftpatienter ind, som skal behandles indenfor tre dage. Så vi bliver desværre nødt til at nedprioritere stritørene,« siger Lisbet Poulsen, der er lægesekretær på øre-, næse, halsafdelingen på Århus Sygehus.
Hun omvisiterer nogle af folkene med flyveører til Silkeborg Sygehus.
Her oplyser sekretær Lene Skov, at ventetiden som regel ikke er på mere end et halvt år.
Prisen på en flyveøreoperation er 12.000 kroner på Danske Privathospitaler.