De stod ved formandens side under strejken, og de bakker hende fortsat op.
Sundhedskartellets formand, Connie Kruckow, kan tirsdag glæde sig over, at et stort flertal af hendes medlemmer har sagt ja til overenskomsten med Danske Regioner.
86,7 procent af Sundhedskartellets medlemmer har stemt ja, mens 11 procent har stemt nej.
65,8 procent af medlemmerne har deltaget i urafstemningen, og resultatet glæder da også Connie Kruckow:
- Vi har ført en langsigtet kamp for ligeløn, og på den korte bane betød det, at vi sprængte rammen og fik mere end de 12,8 procent som arbejdsgiverne oprindeligt tilbød os. Det er et godt resultat, som medlemmerne nu klart kvitterer for, siger hun.
I alt fik Sundhedskartellet forhandlet 13,3 procent mere hjem til medlemmerne. Men selvom det var langt fra det oprindelige krav om 15 procent mere i lønningsposen, er Kruckow meget tilfreds:
- Vi har rejst en moderne ligelønskamp, fordi vi kræver lige løn for lige uddannelse, ligeløn mellem offentligt og privat ansatte og ligeløn mellem kvinder og mænd. Det er en kamp, hvor vi er oppe imod etablerede interesser og traditionelle magtbastioner, men vi tager de tærsk, det giver at stå i forreste række – og vi bliver ved, siger Kruckow.