DR er blevet styrket med en af de mest markante kvinder i den danske medieverden.
Mette Bock er tidligere chefredaktør på Jydske Vestkysten og er netop nu prorektor på Aarhus Universitet. Hun har i mange år beskæftiget sig med medier og var senest med til at udarbejde rapporten om tv-dokumentaren Den hemmelige Krig .
Fra 15. januar skal hun stå i spidsen for 1.700 medarbejdere, der producerer til radio, tv og net. Dermed er hun ansvarlig for dramaproduktion, nyheder og de regionale stationer og træder ind i DR s absolutte top.
- At stå med ansvaret for at producere indhold til DRs mange public service-kanaler, ser jeg som det mest attraktive job i mediebranchen. Det kunne jeg ganske enkelt ikke sige nej til. DR står over for en spændende og krævende periode. Jeg glæder mig til at løfte min del af den opgave sammen med den øvrige ledelse, medarbejderne i programproduktionen og i samarbejde med resten af huset, siger hun i en pressemeddelelse.
Direktøren for programproduktionen har ansvaret for de cirka 1.700 medarbejdere, der producerer indhold til DRs tv- og radiokanaler og alle nye medier. Det inkluderer DRs dramaproduktion, nyhedsproduktionen, de regionale stationer.
På Aarhus Universitet er man ked af at skulle sige farvel til Mette Bock.
- Mettes nye muligheder er opstået helt uventet, og vi ønsker hende al mulig held
og lykke med udfordringerne. I sit job som prorektor for Aarhus
Universitet er Mette kommet flyvende fra start, og i universitetsledelsen havde
vi set frem til et meget længere samarbejde, siger rektor Lauritz B.
Holm-Nielsen.