Han forsøgte at bevare fatningen, men det var tydeligt, at FCK-træner Ståle Solbakken var dybt påvirket af sit holds totale nedtur mod Aberdeen.
Sensationelle 4-0 til skotterne og danskerne er ude af UEFA Cuppen. Gang på gang gentog nordmanden den samme sætning efter kampen i Aberdeen:
- Det kan ske, at man kommer bagud 2-0, men det må ikke ske, at vi går sådan i opløsning. Vi kunne jo være kommet tilbage i kampen, lød det fra Ståle Solbakken.
Han var ikke overrasket over Aberdeens styrke, men skuffet over hans egne drenges præstation.
- Da de scorer det andet mål, taber vi hovedet. Vi har ikke den mentale styrke til at komme tilbage. Og måske heller ikke den fysiske. De var de værste 35 minutter i min tid som træner. Måske med undtagelse af min første kamp mod Brøndby (0-3, red.), sagde Solbakken.
Nu går spillerne på vinterferie i tre uger. Med en trist følelse.
- Det er en vældig skidt slutning på efteråret, der efterlader plet, som er svær at vaske af. Men vi må komme tilbage og så vinde mesterskabet i foråret, sagde Ståle Solbakken.