Det jamaicanske sprinterfænomen Usain Bolts håb om at blive professionel fodboldspiller i den australske klub Central Coast Mariners er fredag definitivt slukket.
Den ottedobbelte olympiske mester har siden august været på prøve i klubben, men parterne har været milevidt fra hinanden i flere ugers kontraktforhandlinger.
Desuden har klubben fra den bedste australske liga sat store spørgsmålstegn ved den 32-årige Bolts evner med en fodbold på det niveau.
Ifølge avisen Daily Telegraph er Bolt blevet tilbudt en årsløn på cirka 700.000 kroner. Men Bolt og hans rådgivere forlangte angiveligt en årsløn, der er 20 gange højere.
Og det kunne kun lade sig gøre, hvis Central Coast Mariners fik hjælp af gavmilde sponsorer.
Men det er ikke lykkedes, og samarbejdet med Bolt er fredag derfor afsluttet med "omgående virkning".
Det fremgår af en udtalelse fredag fra klubben.
- Som tidligere meddelt har klubben og Ricky Simms (der repræsenterer Bolt, red.) haft samtaler med eksterne partnere for at finde en kommerciel løsning, som passer alle parter, skriver klubben.
Men disse forhandlingerne er endt uden resultat.
- Bolt og Central Coast Mariners er derfor i al fordragelighed kommet til den konklusion, at de ikke vil være i stand til at indgå en passende aftale, meddeler klubben.
Verdensrekordholderen i 100- og 200-meter-løb, der i sin prøveperiode viste, at han ikke er helt ueffen ved at score to mål i en testkamp, takker Mariners for at have givet ham chancen og for at have taget imod ham med åbne arme.
- Jeg ønsker klubben succes i den kommende sæson, siger han.
Bolt er også blevet tilbudt en toårig kontrakt hos det maltesiske mesterhold Valetta FC, men har takket nej.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP