Den danske cykelrytter Jakob Fuglsang var tæt på en stor triumf, da han kørte med om sejren til sidste centimeter, da rytterne lørdag kørte kongeetapen i det franske cykelløb Critérium du Dauphiné.
Fuglsang og Sanchez rev sig løs af favoritfeltet på etapens sidste nedkørsel 10 kilometer før målet, men selv om den danske Astana-kaptajn flere gange forsøgte at sætte den spanske veteran af, måtte han til slut se sig slået på opløbsstrækningen.
Midt i skuffelsen kan Fuglsang dog glæde sig over, at han med præstationen avancerer til sjettepladsen i det samlede regnskab, to minutter og fire sekunder efter førende Chris Froome.
/ritzau/