Spaniens regering vil lukke landet ned for at stoppe virus

Et cykelbud ser ud over en af Roms store attraktioner, Den Spanske Trappe, som er mennesketom. Billedet er fra torsdag, og lørdag meldes der også om mennesktomme gader i Roms midte. Italien er det land i Europa, der er hårdest ramt af coronavirus. (Foto: Alberto Pizzoli/Ritzau Scanpix)

Spaniens regering vil iværksætte plan mandag. Coronavirus kræver igen mange liv i Spanien og især Italien.

Antallet af smittede med coronavirus fortsætter med at vokse hastigt i både Italien og Spanien.

Den spanske regering vil iværksætte en plan mandag, som i realiteten vil lukke store dele af landet ned.

En opgørelse lørdag viser, at der inden for et døgn er kommet 3497 nye registrerede tilfælde i Italien, og 175 er døde af smitten, skriver AFP.

Det sender det samlede antal af smittede op på 21.157, mens 1441 er døde.

I Spanien er dødstallet lørdag nået op på 193. Det er en stigning på 73 inden for et døgn. Ifølge TVE overstiger det samlede antal smittede i Spanien 6250 personer.

Siden mandag har Italien været ramt af barske restriktioner i hele landet for at bekæmpe virussygdommen. Landet er det værst ramte i Europa og betegnes nu af FN som et epicentrum for coronasmitten.

Millioner af italienere er i realiteten afgrænset til deres hjem, og store dele af landets økonomi er lammet.

Senest har den verdensberømte bilproducent Ferrari meddelte, at den vil suspendere produktionen i to uger på to fabriker i det nordlige Italien. Ferrari har problemer med at skaffe biludstyr og reservedele.

I Milano og Rom valgte de kommunale myndigheder lørdag at lukke parker og haver for at forhindre, at folk samles i større tal. Den gamle bydel i Rom, der plejer at være fuld af liv, var lørdag næsten mennesketom ifølge Reuters.

Spaniens premierminister, Pedro Sanchez, vil fra mandag bede spanierne om at overholde en 15 dage lang nødplan. Det skriver Reuters, som har set det dekret, der vil træde i kraft.

Folk skal holde sig hjemme og kun gå ud for at købe madvarer, handle på apoteker eller tage til hospitaler. Barer, restauranter, møde- og fritidscentre, sportshaller, biografer og teatre vil alle blive lukket. Busser og anden offentlig trafik vil blive reduceret.

Men dekretet taler ikke om at lukke grænserne, som det er sket i Danmark og Norge.

/ritzau/