I Spanien er der registreret 565 dødsfald blandt coronapatienter det seneste døgn.
Det oplyser det spanske sundhedsministerium ifølge Reuters.
Fredag var tallet 585. Med lørdagens opjustering er der nu registreret 20.043 dødsfald blandt coronasmittede i Spanien.
Spanien er et af de lande, der er hårdest ramt under coronakrisen og er kun overgået af Italien og USA i antallet af døde.
Sammenligner man med størrelsen på befolkningen, topper Spanien listen med 42,6 dødsfald per 100.000 indbyggere.
Det seneste døgn er antallet af smittede i Spanien steget med 3658 til 191.726.
I Spanien er der de seneste dage sået tvivl om dødstallene fra Spanien.
Den spanske regering har derfor udsendt reviderede retningslinjer for, hvordan dødstallene bliver opgjort.
Særligt omkring Madrid og i regionen Catalonien har myndighederne fået kritik for upræcise optællinger.
Kritikerne hævder, at det reelle dødstal ligger langt over niveauet for den officielle optælling, skriver nyhedsbureauet AFP.
I Catalonien regner man med, at de nye kriterier betyder, at det reelle niveau er dobbelt så højt som angivet af sundhedsministeriet. Fredag var der registreret omkring 3700 dødsfald blandt coronapatienter i Catalonien.
I Madrid regner de regionale myndigheder med, at over 10.000 mennesker er døde med coronavirus. Fredag var det officielle tal 7007.
- Flere mennesker dør af coronavirus, end det der bliver meldt ud fra den spanske regering, siger vicepræsident i regionen Madrid Ignacio Aguado ifølge den spanske radio RNE.
- I mange tilfælde har man ikke været i stand til at foretage en test, selv om alt tyder på, at de (ofrene, red.) har haft Covid-19 (sygdommen, der er forårsaget af coronavirus, red.), tilføjer han.
/ritzau/Reuters