Du kan stadig nå at nyde det gode vejr, for i weekenden er der lovet helt op til 19 grader med sol.
Men det er også ved at være sidste chance for at drikke kaffe i solen på cafeen eller spise is på havnen, for det sommerlige vejr skifter i næste uge, forudser DMI.
Hos Cafe Römer i Århus forbereder de sig til efteråret og holder lidt igen med den sommerlige udendørsservering.
"Den kommende weekend og i næste weekend bliver det sidste af vores udendørsservering. Derefter tager vi det meste væk, for så er vejret simpelthen ikke til det", siger indehaver af Cafe Römer i Århus, Inge Jakobsen, til Newspaq.
Inge Jakobsen fortæller dog, at det stadig er muligt at sidde under varmelamper udenfor hele året og nyde et godt måltid mad, men det er nok mest for de hårdhudede.
Weekendvejret byder på let til frisk vind, sol og ikke mindst tørt vejr. Søndag vil vejret blive mere skyet, især i den vestlige del af landet, men vi slipper stadig for den kolde efterårsregn.
"Der er ingen regn i weekenden, lørdag klarer det op med sol, og temperaturen vil være lunere end i dag - nemlig 16-19 grader," siger vagthavende meteorolog, Olaf Mathiassen, til Nyhedsbureauet Newspaq.
Men efter weekenden er det lune sommervejr på retur, der er nemlig efterårstilstande på vej.
"Vejret går i retning af, at vi får koldere og mere blæsende vejr i næste uge," siger Olaf Mathiassen.