Han befinder sig godt, hvor han er.

Det vil han lige slå helt fast.

45-årige Søren Gade (V) har markeret sig som en loyal forsvarsminister, der kender sit stof og bruger timer på at tale med de danske soldater, når han rejser til Irak og Afghanistan.

Med 24.000 personlige stemmer er han den Venstre-mand, som fik flest personlige stemmer ved seneste Folketings-valg, kun overgået af Anders Fogh Rasmussen.

Han vurderes at være Venstres stærkeste kort, hvis det alligevel ikke bliver finansminister Lars Løkke Rasmussen, som efterfølger Fogh, når han vælger at gå af.

Selv afviser han dog spekulationerne om, at han kunne blive partiets næste statsministerkandidat.

»Jeg bliver selvfølgelig smigret men også bekymret over sådan nogle spekulationer, fordi jeg påduttes ambitioner, som jeg ikke har. Jeg har benhårdt og brændende støttet Lars Løkke, siden jeg kom i Folketinget. Det gør jeg stadigvæk. Han har et politisk talent, som kun ganske få,« siger Søren Gade.

Han mener heller ikke, at han selv har »X-faktor« nok.

Vil du sige ja til formandsposten, hvis Lars Løkke ikke bliver den næste formand?

»Hvis jeg skal være helt ærlig, så vil jeg sige umiddelbart nej. Det er ikke omkostningsfrit at være formand eller næstformand. Der er et stort fokus på en, og man har mange personlige afsavn. Prøv at se Helle Thorning-Schmidt (Socialdemokraternes formand, red.) og Anders Fogh Rasmussen. De har en udstråling som ingen andre, en ild, der brænder. Man skal have en urkraft og en jernvilje til at ville magten og være lederen,« siger Søren Gade.

Han udelukker heller ikke muligheden for at forlade politik til fordel for et andet arbejde.

Liberale ambitioner

Søren Gade sidder i Holmens Kirke. Interviewet foretages på bænk nummer 34, da kirken ligger skråt over for Forsvarsministeriet, og Søren Gade holder af at komme her. Han har efter eget udsagn været til for mange begravelser. Først for de danske soldater, der er faldet under tjeneste. Senest for sin hustru Helle, der døde af kræft i januar. Kirken er blevet et sted, hvor han reflekterer over livet og de personlige sider af at være politiker.

Søren Gade reflekterer dog også over vejen til et mere liberalt Danmark på områder, der rækker uden for Forsvarsministeriets dør. Han mener, at danskerne for fremtiden selv skal spare op til deres pension, hvis de har råd til det, og at selvforsørgende familier bør undvære børnecheck og S.U. til studerende børn.

»Dem, der kan betale deres egen pension, må gøre det. Det er mere rimeligt, at dem der bliver syge får en fornuftig pension. Men jeg tænker på offentlige ydelser generelt. Der findes for mange ydelser, som gives til folk, der dybest set kan klare sig selv. Der er millioner af mennesker på overførselsindkomst,« siger Søren Gade.

Dermed lægger han op til et opgør med velfærdssamfundet, som vi kender det, som ifølge ham er nødvendigt, hvis Danmark skal beholde og tiltrække kvalificeret arbejdskraft. Et af instrumenterne er en ændring af topskatten.

»Jeg mener helt klart, at grænsen for topskat skal flyttes. Det er urimeligt, at danskere med et almindeligt arbejde, som lærere og sygeplejersker, skal betale topskat. Det var aldrig meningen,« siger Søren Gade.

Mere personligt ansvar

Han mener, at regeringens vigtigste værdikamp i dag er at rette fokus tilbage på det personlige ansvar. Han bakker også op om den kampagne, som beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen har sat i gang.

»Vi skal ikke tage ansvaret væk fra folk. Samfundet skal give frihed til dem, der kan klare sig selv og tage vare på dem, der ikke kan. Det er derfor, debatten om overførselsindkomster er enormt interessant. I dag smører vi et tyndt lag glasur ud på alle. Alle får noget, men det batter ikke for dem, der virkelig har et behov. Den dag vi slipper tøjlerne, er vi afhængige af, at nogle vil tage et ansvar,« siger han.

Han mener, at det er nødvendigt at tage pengene fra dem, der alligevel kan klare sig uden, og give dem til dem, der har hårdt brug for hjælp. I et liberalt samfund er det nemlig naturligt at tage hånd om de svageste.

»Fremadrettet mangler vi penge stort set alle steder. Kunne jeg personligt undvære børnechecken? Ja, det kunne jeg. Kunne jeg selv forsørge mine børn, mens de bor hjemme? Ja, det kunne jeg. Et liberalt samfund skal tage hånd om de svage, og det gør vi også. Men hvis behovet for penge til de marginaliserede, udsatte grupper bliver større, må de andre tage noget ansvar og gøre noget mere.«

Opgør med vælgerne

Som erfaren politiker ved Søren Gade godt, at det ikke er omkostningsfrit at fjerne børnechecken og folkepensionen for de rigeste. Men det er det ansvarlige at gøre, hvis velfærdsstaten skal overleve manglen på arbejdskraft. Derfor er han klar til at tage opgøret med den vælgergruppe, som afgør valget.

»Jeg ved godt, at det er et minefelt, for det er ikke de svageste, der afgør et folketingsvalg. Det er den der midtergruppe. Den er vi alle sammen er afhængige af.«

Mere udlicitering

Søren Gade beskrives som en nede-på-jorden liberalist. Han lader således ikke til at være en stor tilhænger af regeringens nye rygeforbud, der har ramt restauranter, cafeer og værtshuse.

Er rygeforbuddet liberalt?

»Nej.«

Støtter du det?

»Jamen, jeg ryger jo ikke engang... Jo, det gør jeg. Jeg støtter det.«

Efter tøven svarer Søren Gade, at han støtter et tørklædeforbud »nogle steder,« som i domstolene.

Søren Gade mener, at det offentlige har bredt sig ud over for mange opgaver i samfundet. Han vender kritikken mod sin egen regering for at have gjort for lidt for at udlicitere opgaver til billigere og bedre private firmaer.

»Regeringen har fået skyld for ikke at have gjort det, vi har lovet. Måske endda mindre end tidligere regeringer, og det er sikkert rigtigt. Det er vigtigt at gå tilbage til rødderne og definere, hvad der er vigtigt i vores velfærdssamfund. Det er sundhed, uddannelsessystemet og det sociale område. Så kan man måske tage nogle af de ting, der ligger i periferien og politisk flytte dem ud til andre steder. Der er allerede frit valg til hjemmehjælp, men jeg må da indrømme, at der er også andre opgaver, der kan flyttes til private hænder. Det er jeg klar til, hvis de kan gøres bedre og billigere. Jeg er ikke sådan en superideolog, der mener, at det skal man bare gøre på grund af min politiske overbevisning. Men det er godt at få målt og vejet det offentlige og den private sektor op mod hinanden for at se, om de penge, folk betaler i skat, bliver brugt rigtigt,« forklarer han.

Søren Gade har også et liberalt grundsyn på miljøpolitikken. Her mener han, at Christiansborg skal blande sig uden om og lade lokalområderne træffe deres egne beslutninger.

»Som vestjyde følte jeg mig omklamret af de kloge mennesker i København, som vil definere, hvordan alt skal se ud. Beslutninger kan lige så godt træffes decentralt. For hvorfor skulle de folk, der bor i et område, have ønske om at ødelægge det, de bor midt i?«

Han henviser til øen Jegindø i Limfjorden. Den er seks gange tre kilometer og så lille, at den nemt kommer i konflikt med kystbeskyttelsespolitikken, som bestemmer, at der ikke må bygges inden for 300 meter fra kysten.

»Så kan du kun bygge i midten. Dem, der mener, at sådan noget er meget, meget vigtigt, bor i Nordsjælland, hvor man stort set kan sidde med fødderne i rent vand fra deres egne terrasser. De kan ikke plastre Nordsjælland til med flere huse, så nu er de meget bekymrede over, hvordan vi andre har det,« siger Søren Gade.

Men alt det er politik. På det personlige plan er han blevet stigende bevidst om, at ingen er uundværlig. Det er især tydeligt, når han går i kirke.

»Det er sundt at huske på, at der er noget, som er større end en selv. Min afdøde hustru satte en gang et glas vand foran mig og bad mig om at stikke en finger en glasset. Så sagde hun, at det hul, jeg ville efterlade, hvis jeg forlod politik, var ligeså stort som det hul i vandet, min finger efterlod. Det har hun helt ret i.«