På min top tre over de mest irriterende ting i verden lige nu, kun lige akkurat overgået af Simi Jan og reklamerne for slik fra Nørregade, er elektronik, der taler ned til mig. Patroniserer mig.
Google er en af de værste.
– Mente du ”Sådan koger du et æg?”
Ja, det gjorde jeg, idiotlortepiksøgemaskine. Jeg ramte bare to taster forkert, og jeg gider ikke korrekturlæse mine internetsøgninger. Og du ved jo godt, hvad jeg mente. Hvorfor ikke bare vise mig resultaterne? Behøver du at nedgøre mig med både fed skrift og kursiv?
Det er i forvejen provokerende nok, at Word sætter streger under halvdelen af mine ord.
De fleste kender nok den dér type person, der elsker at rette andre folks ligegyldige småfejl, og soler sig i succesen, som havde de løst en kompleks Enigma-kode.
I ved, de dér mennesker på kontoret, der fuldstændig overser den vigtige, reelle information i en e-mail, men blot svarer:
– Nå, du indkalder til møde på Tprsdag? Tprsdag? Den kender jeg ikke. Men jeg kender torsdag.
Det er tit den samme type, der altid sørger for at komme først ned i kantinekøen. Eller kun for alvor lever ugen efter en firmafest, hvor de selv var kedeligt ædru, men så til gengæld kan sidde og pege fingre af de andre mandag morgen.
– Nå, der var vist nogen, der fik nok at drikke i fredags, hva’?
En af grundene til, jeg blev selvstændig var, at jeg så slap for den slags mennesker.
Og at jeg nu kan tillade mig at true folk med tæsk, hvis de påpeger slåfejl i mine mails, uden at blive kaldt ind til chefen.
Men jeg slipper altså alligevel ikke for nedladende, patroniserende kommentarer i det daglige. Nu kommer de bare fra maskiner i stedet.
Mit tv slukker af sig selv, hvis det synes, jeg ikke har skiftet kanal nok, og mine streamingtjenester spørger hele tiden, om jeg virkelig stadig ser film. I den dér nedladende tone, som havde Netflix stået i lære hos min mor, når hun kom brasende ind på mit teenageværelse hver eneste formiddag i weekenden:
– Sover du STADIGVÆK?
Min iPhone foregiver at interessere sig for mit fysiske velbefindende.
– Du har gået 345 skridt i dag. Det er 1.250 mindre end i går, kan den finde på at sige.
Ja? Men i går skulle jeg jo også ned efter øl og smøger i kiosken, og konen havde bilen, ikke? I dag har jeg tømmermænd og skal kun gå frem og tilbage mellem sofaen og toilettet.
– Det kan skade din hørelse at lytte til høj musik for længe, eller noget i den stil, fortæller min telefon mig også indimellem.
Åh, så hold da kæft! I betragtning af, at Apple producerer deres iPhones under slavelignende forhold i asiatiske sweatshops, så virker deres bekymring for almindelige menneskers helbred en smule påtaget.
Indimellem sælger jeg flasker. Lidt for sjældent, måske. De hober sig op. Men det er kun fordi flaskeautomaten nede i Meny er vildt provokerende.
– Bunden først!
– Ikke så hurtigt!
– En af gangen!
Det lyder jo som referatet af en fest hos Enhedslisten.
Desværre griber patroniseringen af den almindelige borger om sig.
Det var slemt nok, når Rune fra IT var skidtvigtig i sine mails, og når Google spiller lige lovlig smart. Det er øretæveindbydende at blive opdraget af iPhone, Netflix og flaskeautomaten nede i Meny.
Men nu har selv de offentlige myndigheder så også luret, at der er endnu en måde, de kan nedgøre vi almindelige borgere på. Forleden så jeg f.eks. på Facebook, at Sundhedsstyrelsen havde et par løftede pegefingre til dem, der overvejede en date på Valentinsdag.
– Tag i stedet kæresten med på en gåtur, skriv et kærestebrev eller lav en picnic i sneen.
Som om en gåtur nogensinde har kastet noget frækt af sig.
Dagen efter lancerede Københavns Kommune sammesteds en skatteyderbetalt kampagne, der handler om, at vi skal lære vores børn at tale ordentligt. Hvilket i det feministiske enevælde betyder, at vi ikke længere må bruge kønnede ord som ”tudeprins” eller ”mandehørm”.
Altså, come on. Vi skal nok selv finde ud af, hvordan vi vil både date og tale.
Jeg gider ikke længere. Det er nok, at min mor og min kone taler ned til mig. Men jeg sætter grænsen ved elektronik og offentlige myndigheder. Så fra nu af ser jeg tv og serier præcis lige så længe jeg vil, jeg ignorerer samtlige sundhedsråd fra min telefon – og stopper flasker ind i maskinen i Meny, fuldstændig som jeg har lyst. Hurtigt, toppen først og flere af gangen.
Jeg fejrer også Valentinesdag fuldstændig, som jeg selv ønsker. Hurtigt, toppen først og flere af gangen, hvis det er det, jeg føler for. Og jeg skriver i øvrigt alle de gammeldags, sexistiske, kønnede ord jeg vil. Også på avisen.dk.
Hvis ikke computeren selv retter dem, så gør redaktøren forhåbentlig.
Søren Baastrup er forfatter og journalist. Foto: Privat