Hvis du brækker foden, går du til lægen.
»Og så regner du med, at det er en læge, du møder. Og hvis du skal opereres for noget med din fod, så regner du med, at det er en ortopædkirurg, der opererer. Men den samme erkendelser er der ikke inden for det sociale område. Det mærker vi som faggruppe,« siger Benny Andersen i dag til Ugebrevet A4.
Han repræsenterer næsten 40.000 socialpædagoger og møder i dag flere af dem på Socialpædagogernes Landsforbunds kongres i Nyborg, hvor han for tredje gang stiller op til genvalg som formand.
»Tilgangen er, at det ikke kræver faglighed at tage sig af mennesker, der har det svært. Der tænker man, at bare de er trygge, er det ligegyldigt, hvad skal der komme ud af vores hjælp,« oplever Benny Andersen. Og det kan have konsekvenser, advarer han:
»Hvis en pige, der er anbragt eller en mand med et handicap, ikke bliver mødt med samme faglighed som ham, der brækker foden, så er det jo de udsatte, der bliver tabere, for så får de ikke de chancer i livet, vi andre får.«
Producerer stærkere mennesker
Når Benny Andersen kæmper for at sikre høj faglighed i arbejdet med samfundets mest udsatte borgere, gør han det ikke kun af et godt hjerte. Det handler i lige så høj grad om produktivitet.
»I det private erhvervsliv bruger du ofte ordet produktivitet, og det er det samme, jeg hører fra mine kollegaer i den daglige ledelse i LO. Fra Dansk Metal hører jeg eksempelvis, at hvis det ikke er en uddannet smed, der står ved en maskine, så bliver produktiviteten selvfølgelig ikke lige så høj, som hvis det er en uddannet smed, der ved, hvordan maskinen skal passes,« siger han.
»Hvis man nu laver det billede på det sociale område, så tror jeg også, der er produktivitet at hente, for det er ikke ligegyldigt, hvad det er for nogle fagligheder og kompetencer, der skal til.«
Og det vil uden tvivl lønne sig at se sociale indsatser som investeringer frem for belastende udgifter, mener Benny Andersen.
»Når det lykkes at hjælpe udsatte borgere, forhindrer man eksempelvis, at de ender på overførselsindkomster eller ryger tilbage i misbrug eller kriminalitet. De får et andet liv, men det er først og fremmest også en kæmpe økonomisk gevinst for samfundet.«
Du skal ikke tro, men vide
Men før, der kan komme en større accept af, at en socialpædagog ikke kan erstattes af hvem som helst, er der brug for viden om, hvad der virker, når socialpædagogen arbejder, fortæller Benny Andersen.
Derfor blev han glad, da regeringen i starten af november fortalte, at en del af satspuljen på det sociale område skal gå til at skabe mere evidensbaseret viden. Et flertal af Folketingets partier er nemlig blevet enige om at afsætte en kvart milliard kroner til en social investeringsfond fra 2017 og fire år frem.
Fonden skal sikre, at viden om socialpædagogik bliver udbredt og delt mellem landets kommuner.
Det vidner om, at flere politikere nu »tager det lange lys på og tænker mere langsigtet«, og det har været længe ventet, mener socialpædagogernes formand. Han håber, det vil gøre op med, at sociale indsatser bliver baseret på fornemmelser, trosbekendelser og ideologi.
»Når nu 60 procent af alle anbragte børn i dag bliver anbragt i familiepleje, og der er sket en markant stigning, er det mere ud fra en holdning til, at familiepleje er det rigtige. Der er ingen forskning, der viser, at det nødvendigvis er bedre,« påpeger han.
Benny Andersen erkender, at socialpædagogerne også selv bærer en del af ansvaret for den manglende accept af, hvad de kan udrette.
»Den falder også tilbage på os selv, fordi vi ikke har været gode nok til at sætte en vidensdagsorden. Det er ikke nok, at vi fortæller hinanden, at vi er gode. Vi skal også ud at banke på døren ude i kommunerne og have den faglige selvtillid til at gøre det.«
Manglende solidaritet vælter læsset
Uanset om det drejer sig om flygtningebørn, prostituerede eller misbrugere, er der behov for, at de mødes med en udstrakt hånd, mener socialpædagogernes formand.
»Jeg kan bare konstatere, at de mennesker, vi arbejder med, sjældent har andre end velfærdssamfundet til at hjælpe sig. Men det er vanskeligt at beslutte, at udviklingshæmmede skal have flere ressourcer, så de kan få socialpædagogisk støtte, på bekostning af, at der bliver færre social- og sundhedsassistenter i den almene sektor. Det er en svær diskussion,« erkender han.
Generelt efterlyser han dog større solidaritet med marginaliserede samfundsgrupper, for nedskæringer har gjort det sværere for socialpædagogerne at finde de rigtige faglige løsninger.
»Selvom det ikke flyder med mælk og honning i gaderne, skal vi som professionelle stadigvæk finde løsninger, så mennesker med problemer får bedre udgangspunkter. Men hvis vi hele tiden bliver presset, kan det tippe. Der skal ikke meget til at vælte læsset.«