Den lille hjertesyge dreng siger ikke noget. Han sidder bare på sin fars arm og ser ud over det hele. Portøren, der skubber hans store jernvugge, har stillet sig godt til rette med albuerne på kanten af den. Lægen og drengens mor taler lavmælt. De kommer ingen steder foreløbig.
Foran dem i det sorte marmorrum mellem de seks elevatorer står fire andre portører i kø med to store metalbure, to affaldscontainere, en stor vogn med medicin og to senge med hjertepatienter. I den ene stønner en ældre kvinde. I den anden seng rejser en yngre mand sig på albuen og bander. Sekunder efter kommer der endnu en patient med seng og portør.
En portør får endelig systemet til at acceptere hans røde elevatorkort, så han kan stoppe en elevator og tømme den for passagerer, så den ældre kvinde i sengen kan komme videre. Syv vrede pårørende maser sig ud af elevatoren og igennem folkemængden på vej ud mod trappen.
”Det er den anden elevator, vi bliver smidt ud af,” siger en af de pårørende vredt. Portørerne trækker på skuldrene.
Fem timer om ugen
Den blå portør Lasse Andersen venter ved sin medicinvogn. De hvide portører med patienter har altid forkørselsret.
Portørerne på Rigshospitalet har haft et stopur med på arbejde. Den lille undersøgelse viste, at en portør i gennemsnit kan vente en time om dagen foran elevatorerne. Altså fem timer om ugen ud af 37 eller omkring 3000 kroner i løn om måneden.
Lasse Andersen er på medicintur i opgang tre. På en god dag tager det omkring et kvarter at komme fra kælderen, ud på stort set alle de 16 etager og aflevere medicin og tilbage igen og stille vognen. På en dårlig dag tager det tre kvarter. Det kommer alt sammen an på Rigshospitalets gamle elevatorer.
Den 16 etager høje hovedbygning er fra 1970. Dengang lå man i sengen, når man var syg, røg smøger i patientdagligstuen, når man blev oppegående. Elevatoren kom først i brug, når man var rask og skulle hjem.
I dag er patientdagligstuerne bygget om til ambulatorier og kontorer, og hver dag vælter hundreder af ambulante patienter ind og danner køer foran de overbelastede elevatorer for at få lavet undersøgelser, kontroller og mindre oprationer. For i dag bliver man rask af at komme hjem.
Den forandring kan elevatorsystemerne på Riget ikke forstå.
Ansatte dropper kantinen
På 13. sal står en sygeplejerske, der ikke skal i kantinen.
”Jeg er holdt op med at købe mad, fordi det tager så lang tid at få en elevator og komme ned på 1. sal og op igen med maden. Det kan nemt tage en halv time, og så er pausen gået. Nu har jeg madpakke med. Det er der mange andre, der også har,” siger hun.
På vej ned fra 13. sal lykkedes det Lasse Andersen at presse 17 mennesker og en stor medicinvogn ind i en elevator til 20 personer. Vi efterlader en læge med en vogn med prøver, to andre læger og nogle pårørende.
Så ruller vi med medicin til 12. sal. Der står to ældre kvinder og venter foran elevatoren. Den ene er i kort grå dynefrakke med fodlang mørkeblå silkekimono under og sutsko. De ved noget om elevatorer, kalder maveafdelingen for deres andet hjem og tager turen op og ned en fire-fem gange om dagen for at ryge.
”Ja, det tager lang tid. Men det er nu værst mellem klokken ni om morgenen, når der kommer folk udefra og så bliver det bedre igen efter ni om aftenen,” siger den anden dame, der også er i frakke og sutsko.