Hvad er dit bedste minde om Ungdomshuset? 

»At idéen om et fristed for unge eksisterer i København. At det eksisterer i vores sind. At selve ídealet om Ungdomshuset med dets mangfoldighed og kreativitet er en del af vores fælles identitet. Tanken om et ungdomshus er det bedste minde.«

Hvad er dit værste minde om Ungdomshuset?

»At have boet ved siden af Ungdomshuset i 13 år. Drømmen om Ungdomshuset og den praktiske virkelighed var umulig at forene. Ungdomshuset var en rockerborg. Det var en lukket fest, hvor kun særligt indbudte var velkomne. De unges store ord om åbenhed og mangfoldighed har aldrig været anden end en sørgelig skrøne.«

Hvad har du lært af begivenhederne i forbindelse med rydningen af Ungdomshuset?

»At det er uhyre vigtigt at blande sig og sige sin mening på en sober måde. Jeg er blevet meget bevidst om, at min grænse går ved at tage andre som gidsler i ens private kamp. Man skal engagere sig og kæmpe for sin sag. Men ikke med vold og hærværk.«

Var rydningen det hele værd?

»Det var et nødvendigt onde. En kulmination af politiske problemer, uafklarede aftaler og en gruppe unge, der bestemt ikke gjorde det nemt for dem selv. Det var tydeligt, at de ikke havde fantasi til at forestille sig, at huset ville blive ryddet. Hvis de havde været klar over den risiko, havde de måske åbnet sig for omverdenen tidligere. Men det gjorde de ikke, så ja, det var det værd.«