Enhedslisten er klar med et forslag, der skal omfordele 10 milliarder kroner. Sådan vil partiet hente de mange penge:
* Millionærskat: Partiet foreslår en ekstraskat på fem procent af indtægter over en million kroner årligt. Det skal indbringe en milliard kroner.
* Skat på finansielle transaktioner: Enhedslisten vil have indført en skat på 0,1 procent på aktiehandler og 0,01 procent skat på handel med derivater. Partiet hæfter sig ved, at 11 EU-lande, blandt andet Tyskland, Frankrig, Italien, Spanien, Portugal, Østrig og Belgien har etableret en mikroskat på finansielle transaktioner. Det skal indbringe syv milliarder kroner.
* Øget skat på kapitalindkomst: Beskatningen af kapitalindkomst skal øges, så niveauet nærmer sig niveauet for arbejdsindkomst. Det skal indbringe to milliarder kroner.
De 10 milliarder skal til gengæld flyttes hertil:
* Overførsler og SU: Med skatteaftalen fra 2012 og den nylige SU-reform nedreguleres overførselsindkomster som førtidspension, dagpenge, sygedagpenge, kontanthjælp fra 2016, hvilket også bliver tilfældet for SU'en fra 2014. Det vil partiet bruge tre milliarder kroner på at tilbagerulle.
* Investering i dagpengeområdet: Dagpengesystemet skal forbedres, og det høje antal personer, der falder ud af systemet på grund af blandt andet halveret periode og fordoblet genoptjeningskrav, skal standses. Det kommer til at koste to milliarder kroner.
* Sikring af borgernær velfærd i kommunerne: Partiet vil øremærke fem milliarder kroner til velfærd som pasning og undervisning af børn og unge samt pleje af ældre.
/ritzau/