Ryanair klar med nyt gebyr: Nu skal du også betale for håndbagagen

FILE PHOTO: Passengers wait to board a Ryanair flight at Gatwick Airport in London, Britain (Foto: Hannah McKay/Reuters)

Fra november skal flypassagerer hos Ryanair betale mellem 45 og 75 kroner for håndbagage.

Dagene, hvor flypassagerer hos lavprisselskabet Ryanair gratis kan tage håndbagage på op til ti kilo med sig, er talte. Fra november vil det irske luftfartsselskab tage sig betalt for håndbagage af "medium" størrelse.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Som reglerne er i dag kan Ryanair-passagerer frit tage en mindre taske eller rygsæk, der kan stå mellem benene, og et stykke håndbagage på op til ti kilo med sig.

Det ændrer sig fra november. Tasken mellem benene forbliver gratis, men håndbagage op til ti kilo får et gebyr. Gebyret kommer til at være på mellem seks til ti euro. Det svarer til mellem 45 til 75 kroner.

Ifølge Ryanair sker ændringen for at nedbringe forsinkelserne, der opstår, når passagererne medbringer for meget håndbagage, skriver Ritzau Finans.

I en pressemeddelelse skriver Ryanair, at 60 procent af de nuværende rejsende enten kun tager en mindre taske eller har betalt for "Priority Boarding", hvor håndbagagen er inkluderet i prisen.

Flere af Ryanairs konkurrenter på markedet for lavprisflybilletter tillader gratis håndbagage. Det gælder hos EasyJet, Wizz og Norwegian med undtagelse på længere flyvninger.

/ritzau/