Stjerneangriberen i Manchester United Wayne Rooney blev i weekenden kåret som den engelske ligas bedste spiller, og det blev naturligvis fejret på Londons kendisklub, Whisky Mist.
Men det var ikke kun whisky-tågerne, der omsluttede fejringen. En ung mands kollaps på klubben kom til at overskygge de festlige omstændigheder.
Det britiske politi, Scotland Yard, bekræfter over for flere engelske medier, at de blev tilkaldt til natklubben kl 01.20, hvor en ung portugiser var kollapset.
"En ambulance kom den 17-årige til undsætning, og han blev overført til et hospital i London, hvor han senere døde," fortæller en Scotland Yard-talsmand til The Sun.
Wayne Rooney fejrede prisen sammen med sin bror Graeme Rooney og Chelsea-spilleren Ashley Cole, og de blev alle afhørt, da de sammen forlod klubben.
"Da Wayne forlod stedet, blev han som alle andre gæster spurgt, om han havde set noget. Men han kunne kun fortælle, at han intet havde set og slet ikke var opmærksom på, at der var sket noget," fortæller en talsmand for Manchester United-angriber.
Politiet endte med at anholde en 37-årig mand i forbindelse med dødsfaldet. Han er mistænkt for at have solgt narkotika på natklubben.