Normalt ville deltagerne i det legendariske reality show Robinson Ekspeditionen i vanlig stil blive stemt hjem én efter én. Men deltagerne i dette års tropeekspedition er blevet stillet over for en noget uventet udfordring, som har endt med at sende hele holdet, mand og mus, væk fra øen.
Den 250 mand store Robinson-produktion, der tæller både tv-hold fra Sverige, Norge og Danmark blev søndag evakueret fra den malaysiske ø, hvor optagelserne foregår.
Det er den frygtede tropesyge denguefeber, som har fået Robinson-skuden til at synke, og det gælder også de 61 deltagere og produktionsfolk fra Danmark, hvoraf 22 mand har været eller er smittet. De er nu tvunget til at koncentrere sig om helbredet frem for dysten.
"Lige nu er helbred førsteprioritet og farvefjernsyn andenprioritet. Situationen udvikler sig time for time, og vi er alle parat til at komme på hospitalet," siger Jacob Juhl, der er producent på Robinson-ekspeditionen til B.T.
Hvornår ekspeditionen kan vende tilbage til ølivet er endnu uklart.
"Det er en både en strategisk og økonomisk afvejning. Mit bud er, at der bliver truffet en beslutning i løbet af den kommende uge," siger Jacob Juhl.