Manchester Citys manager, Roberto Mancini, har fortsat et spinkelt håb om, at hans hold kan gå videre fra Champions League-gruppespillet.
Men den italienske manager er samtidig bevidst om, at det ikke er særligt sandsynligt, at hans hold kommer videre til ottendedelsfinalerne efter tirsdagens 2-2-kamp hjemme mod Ajax.
- Jeg tror ikke, vi har en chance, siger Roberto Mancini ifølge nyhedsbureauet AFP, inden han alligevel giver sig til at drømme lidt.
- Vi har otte point, hvis vi vinder vores sidste to kampe. Hvis vi gør det og kommer videre, så kan vi vinde Champions League. Det ville være vores skæbne, siger manageren.
Manchester City har kun sølle to point efter fire kampe i Champions Leagues stærkeste gruppe, der tæller mestrene fra England, Holland, Tyskland og Spanien.
Borussia Dortmund topper gruppen med otte point, mens Real Madrid har syv point.
Ajax har fire point, mens Manchester City altså er sidst med to point.
/ritzau/