Rio Ferdinand tager et år mere i Manchester United. Veteranen på 34 år er en nøglespiller, som Uniteds nye manager, David Moyes, nødigt ville undvære.
Derfor glæder det Moyes særligt meget, at Ferdinand - som for et par uger siden meddelte, at han stopper på det engelske landshold - nu har forlænget sin kontrakt med et år.
- Alle kan se, at Rio har haft en af sine bedste sæsoner i klubben.
- Jeg tror, at man også udefra kan se, hvilken stor personlighed Rio er i omklædningsrummet, så jeg er meget begejstret over, at han har skrevet under på en ny kontrakt, siger David Moyes på Uniteds hjemmeside.
Samme begejstring sporer man hos hovedpersonen. Rio Ferdinand har været i United siden 2002.
- Det har været en eventyrlig rejse, og jeg er glad for, at den fortsætter. Jeg kan nu koncentrere mig om min klubkarriere fuldt ud, og den er gået godt for mig over de seneste år, siger Ferdinand til klubbens hjemmeside.
/ritzau/