Forbrugerne har det godt: de tager på hotel og restaurant til halv pris via deal-tjenester på nettet. Men nu slår restauranterne bak.
Godt nok får de kunder på stille dage - men der er også udgifter, og man vænner kunderne til lave priser.
- Mere end otte ud af 10 vil ikke være med i den type aftaler fremover, siger Carsten Kruuse, informationschef i Danmarks Restauranter og Cafeer, der har kortlagt medlemmernes holdning.
Restauranterne mener, at branchen får undergravet sin indtjening. Og man kigger langt efter genbesøg fra kunder, der kommer til fuld pris.
Hos dealtjenesten Spotdeal er der ikke den store forståelse for restauranternes kritik.
- Restauranten skal vide, hvornår der er brug for en dealtjeneste, og hvad den skal bruges til, siger Spotdeal-direktør Bent Klenke Christensen.
- Man har så måske en opgave med at få solgt yderligere til kunden, når han kommer igen, siger han.
Striden mellem dealtjenesterne og deres kunder forsøger en ny spiller, Shopbox, at udnytte. Man har netop søsat en it-løsning, der både giver butikkerne mere kontrol med deres deals og lader dem beholde flere af pengene.
- Vi udfordrer prismodellen ved kun at tage 10 procent i kommission. En deal-model skal være fair for at være langtidsholdbar, siger Christian Zigler, stifter af Shopbox.
Han ser net-deals som en god måde til at sikre salg i de fysiske butikker. Kunden køber en voucher på nettet, men skal ned i butikken efter varen.