Siden weekenden har Midt- og Vestsjællands Politi modtaget 23 anmeldelser om tyveri af sidespejle fra dyre biler som BMW, Mercedes og Audi. 17 af tyverierne er sket i Solrød Kommune.
Særligt ét område skiller sig ud. På Troldmands Allé i Karlstrup er sidespejle blevet stjålet fra 12 biler. Derudover er to biler blevet ramt i Strandgården samt én bil i henholdsvis Solrød Center, Ankerhusvej og Huginsvej. I Køge er der anmeldt seks tyverier. To er sket på Ravnsborgvej, mens der er anmeldt ét tyveri på hver af vejene Huginsvej, Friggsvej, Klavervej og Vordingborgvej.
Politiet vil gerne høre fra personer, der har set mennesker eller køretøjer, som skilte sig ud fra normalbilledet i forbindelse med tyverierne. Borgere med relevant overvågning fra områderne opfordres også til at kontakte politiet.
Midt- og Vestsjællands Politi kan kontaktes på telefon 114.