36 procent af ledige seniorer svarer, at de har oplevet aldersdiskrimination.
En ny rapport peger samtidig på et stort uudnyttet potentiale for seniorer som mentorer på arbejdspladserne.
Mere end hver tredje ledige senior oplever, at deres alder spænder ben på arbejdsmarkedet.
Det viser en ny rapport fra forskningsprojektet SeniorArbejdsLiv. Her svarer 36 procent af de ledige seniorer, at de har oplevet diskrimination på grund af deres alder. Undersøgelsen bygger samlet på svar fra 16.533 danskere på 50 år og derover. Spørgeskemaerne blev besvaret fra august til oktober 2025.
Samtidig viser rapporten, at mange seniorer gerne vil bruge deres erfaring til at hjælpe yngre kolleger. Blandt seniorer i arbejde fungerer hver tredje allerede som mentor. Og blandt dem, der ikke har en mentorrolle, svarer 48 procent, at de gerne ville være mentor, hvis de fik muligheden.
- Vores forskning viser, at oplevet aldersdiskrimination fortsat er en udfordring for mange seniorer. I samme omgang kan vi se, at mange seniorer ønsker at dele deres erfaringer med de yngre generationer, siger professor Lars L. Andersen, som står bag forskningen.
Rapporten måler seniorernes oplevelse af aldersdiskrimination og ikke juridisk fastslåede tilfælde.