Restauranter og caféer i tre af landets største byer får nu billigere vilkår for at have borde og stole stående udenfor.
I Aalborg skal virksomhederne fra næste år ikke længere betale kommunen for udeservering. Det fremgår af kommunens budgetaftale for 2027 til 2030. Beslutningen kommer kort efter lignende tiltag i København og Aarhus.
I København har partierne bag budgetaftalen for 2027 besluttet at sænke gebyret markant. Den kommende model skal blandt andet tage højde for virksomhedernes størrelse, så mindre steder får en relativt større reduktion.
I Aarhus har et enigt byråd besluttet at reducere erhvervslivets samlede udgifter til udeservering med tre millioner kroner i både 2027 og 2028. Samtidig skal det blive lettere og hurtigere at søge om udeservering.
Brancheorganisationen HORESTA glæder sig over udviklingen.
- Vi ser en meget positiv udvikling. Tre store kommuner anerkender nu meget konkret, at udeservering ikke kun er til gavn for den enkelte restaurant eller café, siger politisk chef Maria Olafsson.