De Radikales EU-parlamentariker Jens Rohde flytter valgkreds fra hjembyen Viborg til Frederiksberg i hovedstaden for at komme i Folketinget.
Det bekræfter partiets formand på Frederiksberg, Anne Eskildsen, til Jyllands-Posten.
- Vi har fået en ledig plads i København, fordi en af vores folketingskandidater har trukket sig. Så vi spurgte Jens Rohde, om han ikke ville stille op hos os, og det ville han gerne, siger hun.
Mandag aften holder De Radikale på Frederiksberg ekstraordinær generalforsamling, hvor bestyrelsen anbefaler Jens Rohde som kandidat. Hvis det går igennem, skal sagen afgøres af partiet i Københavns Storkreds.
Jens Rohde vil ikke udtale sig før mandagens møde. Ved at flytte til Frederiksberg undgår han at kæmpe i Vestjylland imod partiets trafikordfører Andreas Steenberg.
På Frederiksberg konkurrerer Jens Rohde med Celli Shenar, men har støtte fra bestyrelsen.
Ved seneste valg fik De Radikale kun valgt et folketingsmedlem i København, nemlig tidligere SF-miljøminister Ida Auken. Partiet ligger dog i meningsmålinger til at kunne få to ved næste valg.
- Vi håber selvfølgelig, at de begge kommer ind, og måske endda én mere, hvis vi får et godt valg i København, siger Anne Eskildsen.
/ritzau/