Da bandet Nephew torsdag aften modtog Gaffa-prisen for Årets Danske Band, betød det rigtig meget for de tre musikere.
- Nu har vi jo været væk fra hinanden og lavet andre ting, og det her minder os om, at vi er et band, siger de.
- Vores nye plade var undervejs længe, og det minder os om at vi er et band, og at det giver mening, det vi laver, siger Nephew.
Albummet Hjertestarter udkom i november, og det er ikke alle, der har set på værket med lige positive øjne.
Derfor er det ekstra vigtigt for bandet, at det er Gaffas læsere, der har stemt bandet ind som vindere af prisen.
- Anmelderne delte jo vandene, så det kan godt gøre, at man ligger hjemme under dynen og tænker "kan de slet ikke lide det, vi har lavet?", siger bandet.
- Det her er forsikringen om, at det vi synes er fedt, det synes lytterne også er fedt, siger drengene.
Hjertestarter blev desuden belønnet med prisen for Årets Danske Rock-udgivelse.
Kilde: Ritzau