Chelsea-spilleren Ashley Cole undskylder nu, at han tidligere fredag kom med et regulært raseriangreb mod det engelske fodboldforbund (FA) på Twitter.
- Jeg var virkelig ophidset og tweetede mine følelser i kampens hede. Jeg undskylder uforbeholdent over for FA for min udtalelse, siger Ashley Cole ifølge avisen The Independent.
Den engelske landsholdsspiller koksede helt ud, da han tidligere fredag så FA offentliggøre en skriftlig rapport i klubkammeraten John Terrys racismesag.
- Hahahaha, godt arbejde, FA, jeg løj, gjorde jeg, skrev Ashley Cole blandt andet på Twitter, hvorefter han anvendte et britisk slangord for det kvindelige kønsorgan i sin karakteristik af FA.
Ashley Cole slettede senere sin udtalelse, man da var den allerede blevet delt over 19.000 gange på det sociale netværk.
Ashley Cole var et centralt vidne i sagen, hvor John Terry kaldte Queens Park Rangers-spilleren Anton Ferdinand "black cunt" (sorte kusse) i en kamp for et år siden.
John Terry blev i sommer frifundet ved civilretten, men efterfølgende tog FA selv sagen op og idømte for nylig John Terry fire spilledages karantæne og en bøde på lidt over to millioner kroner.
I FA's skriftlige rapport fremgår det, at Ashley Cole har afgivet forskellige vidneudsagn, hvilket fik ham til tasterne.
Fodboldforbundet har endnu ikke meldt ud, hvilke konsekvenser sagen kan få for venstrebacken.
Engelske medier spekulerer i, at sagen kan koste ham landsholdskarrieren.
/ritzau/