I DAG BEDER JEG FOLKETINGET om at sikre, at man aldrig nogensinde kan tage førtidspensionen fra en borger, når den først er blevet tilkendt. Meningen er, at førtidspensionister, der har fået det bedre efter en periode på førtidspension, skal kunne deltage på arbejdsmarkedet i det omfang, de magter, uden at de risikerer en frakendelse af deres førtidspension. De skal kunne sætte førtidspensionen på pause og vende tilbage til den, når det passer dem.
Frygten for at få frakendt sin førtidspension, afholder nemlig mange førtidspensionister, som gerne vil yde et lille bidrag til arbejdsmarkedet, fra overhovedet at tænke i den retning.
OG DET SIGER SIG SELV. Det er svært at få tilkendt en førtidspension i Danmark, selvom man ikke besidder nævneværdig arbejdsevne. Derfor er det tit en enorm lettelse, når det lykkes for en syg og udsat borger at få sin førtidspension, ofte efter mange års jobprøvninger, resurseforløb og udredninger. Endelig får man fred for det, der af rigtigt mange mennesker har føltes som en endeløs kamp mod systemet. Endelig er man sikret en fast ydelse uden at nogen kan tvinge en til noget, kontrollere om man gør det, administrere ens problemer eller bruge økonomiske incitamenter ved at skære i ens indkomst.
MANGE AF DE FØRTIDSPENSIONISTER, som jeg har talt med, betoner, at det at få fred fra systemet, i sig selv er en lettelse. Hertil kommer så den store lettelse det er, at man ikke længere skal udsætte sin krop og psyke for tiltag, der gør en dårligere.
Men som dagene, ugerne og årene går, er der nogen, der får det bedre. Både fordi, de er befriet fra presset fra systemet, men også fordi kroppen og psyken får ro og behandling. Og derfor er der også nogen, der på en eller anden måde får udviklet sin mulighed for at deltage mere i fællesskabet, måske endda på arbejdsmarkedet. Og min oplevelse er, at langt de fleste mennesker vil meget gerne bidrage til arbejdsfællesskabet, hvis de på nogen måde kan.
Det kan måske være et deltidsjob, måske et fleksjob. Nogle kan tage nogle skånetimer om ugen, andre lave frivilligt arbejde.
Problemet er, at mange førtidspensionister er så bange for at miste deres førtidspension, at de knapt tør vise noget initiativ overhovedet. Og her er det, at førtidspensionen, efter Alternativets opfattelse, bliver for endegyldig en endestation.
VI FORESLÅR, AT FOLKEPENSIONEN skal gøres livsvarende uden forbehold og modkrav, når man først har fået den tilkendt. Det betyder, at en førtidspensionist, der en gang er blevet bevilget en førtidspension, altid kan falde tilbage på den uden nogen som helst udredning eller andre formaliteter.
Det betyder også, at de førtidspensionister, der har fået det bedre, og som har lyst til det, skal kunne tage kurser og uddannelse, lave iværksætteri, komme i fleksjob og andet arbejde uden at de mister deres førtidspension. Den skal ligge som en statsgaranteret livslang rettighed, som man kan falde tilbage på, når det passer borgeren.
Dette lovforslag er ikke skrevet ud fra en holdning om, at folk, der får førtidspension har nogen arbejdsevne. Jeg har selv været i kontakt med mange borgere, som enten lige har fået deres førtidspension eller som har haft den et stykke tid og mange er jo mere døde end levende, når pensionen endelig går igennem.
MANGE AF DEM KÆMPER for at få det så meget bedre, at de kan være noget for deres nærmeste. For deres børn. Bare nogle timer om dagen.
Men hvis der over årene, sker det positive, at et menneske bedres og ønsker at bidrage mere til fællesskabet, endda måske til arbejdsmarkedet, så skal det være enkelt, let og risikofrit. Vi har ingen glæde af, at førtidspensionen fungerer som en absolut endestation, hvor borgere tvinges til årtiers passivitet.
Derimod har samfundet altid glæde af at lade mennesker udnytte deres eventuelle mulighed for at deltage og skabe værdi. I den nærmeste familie, gennem frivilligt lokalt arbejde eller på arbejdsmarkedet.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.