Politiet leder efter gerningsmænd bag to skyderier

Krimi
Københavns Politi var torsdag eftermiddag til stede i området ved Eversvej på Frederiksberg efter en anmeldelse om et skyderi. (Foto: Presse-Foto.dk/Ritzau Scanpix)

Der blev torsdag skudt ind gennem vinduerne i to ejendomme på Frederiksberg. Ingen er sigtet for skyderierne.

Først måtte adskillige politipatruljer rykke ud til et skyderi på Eversvej på Frederiksberg torsdag eftermiddag.

Senere samme dag - torsdag aften - var der igen meldinger om skud på Frederiksberg. Denne gang på Vodroffsvej.

Der er fredag formiddag foreløbig ingen sigtede i de to sager, oplyser efterforskningsleder Knud Hvass fra Københavns Politi.

En mand har været anholdt, men han er blevet løsladt igen.

- Intet tyder på, at han har afgivet skud, siger Knud Hvass.

Så vidt politiet er orienteret, er ingen personer blevet ramt under skudepisoderne. Både på Eversvej og Vodroffsvej blev der skudt ind gennem vinduer på beboelsesejendomme.

Om der er en sammenhæng mellem de to skyderier, er for tidligt at sige, men det indgår i politiets overvejelser.

- Vi kan ikke sige, om der er en sammenhæng, men vi arbejder selvfølgelig ud fra, at det er en mulighed. Det er jo heldigvis ikke almindeligt, at der er to skyderier på samme dag i København, siger Knud Hvass.

Københavns Politi ved endnu ikke, hvilket motiv der ligger bag de to skudepisoder. Ej heller, om de er et led i en bandekonflikt.

- Men vi kan ikke afvise, at det er banderelateret, siger efterforskningslederen.

Politiet fik anmeldelsen om det første skyderi klokken 13.36. Meldingen om det andet skyderi indløb klokken 21.16.

På grund af politiets efterforskningen torsdag eftermiddag blev metrodriften kortvarigt indstillet mellem Frederiksberg Station og Vanløse Station.

/ritzau/