En 16-årig dreng blev i går kørt ihjel og nu beder Midt- og Vestsjællands Politi offentligheden om hjælp til at finde den bil, der ramte og dræbte ham. Det oplyser TV2 Nyhederne.
Ulykken skete ved Viskinge mellem Jyderup og Kalundborg.
- Vi har vidner, der har set en mørk BMW to kilometer efter stedet, hvor ulykken fandt sted. Bilen holdt på en rasteplads, hvor en ældre mand kiggede på forruden, som var knust, forklarer vagtchef Bent Stadvad.
Politiet leder efter en stor BMW i 500-serien. Den er mørk, måske mørkeblå og er 10-15 år gammel.
Et vidner mener, at der udover en ældre mand også sad en ældre kvinde i bilen.
Men politiet understreger dog, at det ikke er sikkert, at den omtalte BMW har været involveret i ulykken, men vil gerne høre fra ejerne. Midt- og Vestsjællands Politi kan kontaktes på 4635 1448.