Man må håbe, temperaturen er faldet blot et par grader, når landets studerende møder ind på universiteterne i slutningen af sommeren.
De kommer nemlig til at sidde tæt i auditorierne rundt omkring, hvis det står til videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (K).
I et brev til landets otte universitetsrektorer skriver hun, at det vil være hensigtsmæssigt, hvis de kan optage flere studerende, end de havde regnet med i første omgang - dog uden at gå på kompromis med kvaliteten af undervisningen, siger hun.
Men ud over det beløb, som universiteterne får per studerende, bliver der ikke afsat yderligere til at følge opfordringen op, fastslår ministeren.
"Vi har jo lige afsat seks milliarder kroner til renovering af laboratorier, så der er jo investeret i bedre rammer på universiteterne. Jeg synes, seks milliarder kroner er en stor investering," siger Charlotte Sahl-Madsen til Newspaq.
De seks milliarder kroner er afsat i finansloven for 2010 og skal bruges over de kommende seks år. Et ekstra tilskud er derfor ikke nødvendigt, mener ministeren.
"Jeg ved, at der på nogle af universiteterne overvejes nye måder at tilrettelægge brugen af lokaler på, så det bliver mere fleksibelt. Jeg ved, der er nogen, der overvejer nye undervisningsformer, så der måske er mulighed for at undervise flere på samme tid," siger hun.
Flere universitetsrektorer afviser dog, at der bliver plads til ret mange flere studerende end normalt og henviser til, at rammerne ikke er til det.
I år har rekordmange - over 30.000 - søgt om optagelse på en af universitetsuddannelserne.