Den danske pelsdyrindustri fik ikke nedlagt fogedforbud mod den udgave af TV2-programmet Operation X, der handler om kritiske forhold på danske minkfarme.
Derfor må programmet alligevel vises på tv, skriver ekstrabladet.dk.
Flere af optagelserne er lavet ulovligt af dyreværnsaktivister, som kravlede over hegnet og brød ind hos minkavlere for at filme dyrene. Men dommeren i fogedretten i Odense mener, at lovbruddet var nødvendigt for at bevise de kritisable forhold for dyrene.
Efter optagelserne er 34 minkavlere fra hele landet blevet anmeldt til politiet for dyremishandling. Det er en kontorchef i Fødevareregion Nord, der har set Operation X's videodokumentation for overtrædelserne og opfordret de øvrige regioner til at anmelde minkfarmere på TV2's liste.
Operation X ruller derfor som planlagt over skærmen på TV2 tirsdag aften.