Palle efterlyst efter togulykke: Har haft svært ved at sove

Krimi
Palle Bøgelund Petterson tjekkede passagererne i den ende af toget, som ikke blev ramt. (Foto: Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)

Manden i den røde trøje fra togulykken på Storebæltsbroen er fundet. Jeg troede, nogen lavede sjov med mig, siger han.

Den mand, som indsatsleder fra Ambulance Syd Søren Mikkelsen har efterlyst, er nu fundet. Det fortæller BT, som bragte efterlysningen.

Manden var en stor hjælp, da Søren Mikkelsen ved togulykken på Storebælt for en uge siden havde brug for at få et overblik over døde, tilskadekomne og uskadte passagerer på toget.

Søren Mikkelsen kunne ikke komme ind i den ene halvdel af toget. Her var dørene låst, men ved hjælp af fagter og øjenkontakt fik Søren Mikkelsen og manden etableret et samarbejde, så den indtil nu ukendte mand inde fra toget kunne tjekke passagererne og signalere, om de i den ende af toget var uskadte.

Manden hedder Palle Bøgelund Petterson, er 51 år, arkivar i forsvarets mediearkiv i København og familiefar i Nyborg.

Han fortæller til BT, at han efter 45 minutter i det ulykkesramte tog ser en mand uden for toget:

- Jeg kunne se, at der var en mand og dame i noget tøj, der indikerede, at de var fra noget beredskab. Han prøver at vise mig, at jeg skal gå ned gennem toget, og så viser han mig dykkertegnet for "o.k." (tommel- og pegefinger danner en cirkel, mens resterende fingre peger op, red.). Han vil have mig til at tjekke, om folk er ok.

Siden ulykken har han flere gange haft svært ved at sove, og da en bekendt sendte BT-artiklen "kunne han ikke mere".

- Det var ekstremt overvældende, og jeg blev meget rørt. Jeg kunne næsten ikke fungere og ringede til min kone for at sige, at jeg ikke troede på det. Jeg troede, nogen lavede sjov med mig, siger han.

Palle Bøgelund Petterson forstod og påtog sig opgaven, men ser ikke sig selv som en af heltene fra den skæbnesvangre morgen.

- Jeg ser heltene som dem i første del af toget. Dem, der har siddet og givet førstehjælp til tilskadekomne passagerer. Og indsatslederen, der går igennem et helt tog med sårede og døde mennesker, mens han bevarer fatningen. Det er fantastisk, siger Palle Bøgelund Petterson.