Islamistisk parti i Pakistan siger, at dommere, der har frigivet blasfemi-dømt kristen kvinde, bør dræbes. Partiet kræver samtidig premierminister Imran Khan afsat.
Lederen af partiet Tehreek-i-Labaik (TLP), Muhammad Afzal Qadri, har udstedt et edikt, som kræver død over højesterets chefdommer og to andre dommere.
- Alle, der var med til at give ordren om, at den kristne pakistanske kvinde Asia Bibi skulle løslades, er omfattet af ediktet, siger talsmanden.
Højesteret havde kort forinden beordret den kristne kvinde sat på fri fod, efter at hun i næsten et årti havde siddet på dødsgangen.
Det islamistiske parti har iværksat demonstrationer og vejblokader i større byer for at vise dets modstand mod dommernes afgørelse, der er blevet budt velkommen af menneskerettighedsgrupper.
Kvinden Asia Bibi blev i 2010 dømt til døden for at fornærme islams profet Muhammed. Siden da har hun siddet på dødsgangen.
Men onsdag har dommer Saqib Nasir altså beordret myndighederne til at løslade kvinden, medmindre hun anklages for anden kriminalitet.
Sagen om den kristne, pakistanske kvinde har fået stor opmærksomhed fra internationale menneskerettighedsgrupper. Den har også fyldt meget i det konservative, muslimske Pakistan.
To politikere, der har kæmpet for hendes frikendelse, er blandt andet blevet dræbt.
Asia Bibi blev i 2010 den første kvinde, der blev dømt til døden under Pakistans hårde blasfemilovgivning.
Årsagen var, at hun angiveligt kom med nedsættende kommentarer om islam, efter at hendes naboer nægtede hende at drikke vand fra et af deres glas, fordi hun ikke er muslim.
Kvinderne forlangte, at Bibi konverterede til islam for at frelse sig selv, men hun nægtede og spurgte: "Hvad har jeres profet nogensinde gjort for at redde menneskeheden?".
En uge efter episoden blev Bibi overfaldet af en gruppe og tæsket for sine ord. Hun kom derefter i fængsel, inden hun senere blev dømt til at skulle dræbes ved hængning.
Siden da har også Vatikanet udtalt sin støtte til den dødsdømte kvinde. Allerede i 2010 tilsluttede daværende pave Benedikt XVI sig opfordringerne til at løslade Bibi.
Den nuværende pave Frans mødtes med en af kvindens fem børn i 2015. Pakistansk ultra-islamistiske parti Tehreek-i-Labaik Pakistan (TLP) har tidligere advaret landets domstol mod at være blid ved Asia Bibi.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters