Overraskende: Danskerne tager helt fejl af lønnen

Kun hver tredje dansker ved, at der ikke findes en lov om mindsteløn i Danmark. (Foto: Scanpix)

Ny undersøgelse viser, at næsten seks ud af ti danskere tror, at vi har en lov, der bestemmer, hvor lav lønnen må være i Danmark.

Har vi i Danmark en lov, der bestemmer, hvor lav ens løn må være?

I en ny undersøgelse svarer næsten 60 procent af danskeren forkert på det spørgsmål.

Det er fagforeningen 3F, der står bag undersøgelsen, der er er udført af analysebureauet Analyse Danmark. Et repræsentativt udsnit af den danske befolkning over 18 år er blevet stillet spørgsmålet ”Gælder der en lovbestemt minimumsløn på det danske arbejdsmarked?”

Til det svarede 57,7 procent af deltagerne i undersøgelsen ”ja”. Det rigtige svar er imidlertid ”nej”, som knap 34 procent svarede, da der ikke er en lov, der bestemmer lønniveauet i Danmark. Det skriver A4.

I mange brancher bliver lønniveauet forhandlet på plads mellem arbejdsmarkedets parter, dvs. fagforeninger og arbejdsgiverforeninger, gennem overenskomster i Danmark.

Debatten omkring mindsteløn er blusset op efter, at EU’s beskæftigelseskommissær Nicolas Schmit har meldt ud, at der skal være en fælles europæisk mindsteløn på tværs af EU. Dog har kommissæren under et møde i København i december også sagt, at det ikke skulle gælde for Danmark.

Ikke overrasket 

Søren Kaj Andersen, centerleder ved Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier (FAOS) på Københavns Universitet, er ikke overrasket over resultatet.

- Det svarer overens med tidligere undersøgelser, der er lavet på området. Men det er da ærgerligt, at danskerne ikke har bedre styr på, hvordan deres løn bliver bestemt. Der er helt sikkert en informations- og kommunikationsopgave, som mangler at blive løftet på det her område, siger han.

Søren Kaj Andersen peger på, at svarprocenterne er ekstra problematiske for fagforeningerne i Danmark, der ifølge arbejdsmarkedsforskeren både har problemer med at fastholde medlemmer og rekruttere nye.

Mange danskere er tilsyneladende ikke bevidste om, hvor vigtige overenskomster er for deres livssituation, mener Søren Kaj Andersen.