USA's præsident, Donald Trump, har natten til lørdag dansk tid underskrevet en lov fra Kongressen, der giver landet et midlertidigt budget frem til 15. februar.
Dermed genåbnes de dele af det amerikanske statsapparat, der har været lukket ned siden 22. december, hvor budgetstriden begyndte.
Her kan du få overblik over, hvad der er op og ned i den amerikanske budgetkrise:
* Siden den 22. december 2018 har dele af den amerikanske regering været lukket ned.
* I 35 dage har ministerier, styrelser og offentlige institutioner ikke udbetalt løn eller ydet service til borgerne, fordi Kongressen og præsident Donald Trump ikke kan blive enige om USA's statsbudget for 2019.
* Nedlukningen er en konsekvens af månedsslange forhandlinger om budgettet mellem Trump og Demokraterne og Republikanerne i Kongressen. Trump kræver, at det indeholder finansiering af en grænsemur til Mexico til i alt 5,7 milliarder dollar.
* Demokraterne overtog i januar flertallet i Kongressens andet kammer, Repræsentanternes Hus. De afviser at stemme for et budget med penge til grænsemuren. Forhandlingerne er derfor gået i hårknude.
* Nedlukningen har medført, at mere end 800.000 statsligt ansatte ikke har fået løn. De har enten været tvunget på arbejde eller på orlov.
* 9 ud af 15 ministerier og en lang række andre myndigheder har været helt eller delvist lukket. Det er blandt andet gået ud over national sikkerhed, politi, offentlig transport, parker og museer.
* Finansieringen af de resterende 75 procent af de offentlige myndigheder ligger fast frem til efteråret 2019 som følge af det budget, der trådte i kraft i oktober.
* Natten til lørdag har Kongressens to kamre, Senatet og Repræsentanternes Hus, begge enstemmigt godkendt et midlertidigt budget, som efterfølgende er blevet underskrevet af Trump.
* Det midlertidige budget sætter en stopper for nedlukningen af det amerikanske statsapparat, som indtil videre bliver åbnet i tre uger indtil den 15. februar.
* I de tre uger vil præsident Trump forhandle videre med Kongressen om grænsemuren.
* Trump har udtalt, at statsapparatet kan lukke igen den 15. februar, hvis ikke der indgås en aftale med Kongressen, der inkluderer penge til grænsemuren. Alternativt vil han erklære en national katastrofe og sikre midlerne uden om Kongressen.
* 20 gange i amerikansk historie har en budgetkrise ført til en hel eller delvis nedlukning. Før den nuværende var den længste nedlukning i 1995 under præsident Bill Clinton. Den varede i tre uger.
Kilder: CNN, Politico, Reuters, Washington Post, MSNBC.
/ritzau/