Omkring 130 belgiske og tyske fodboldfans kommer ikke til at se torsdagens Europa League-opgør mellem Esbjerg og belgiske Standard Liege i Esbjerg.
Efter en fredelig og festlig eftermiddag i byen, hvor flere hundrede fans havde besøgt værtshusene i Esbjergs indre by, forsøgte en gruppe udenlandske fans at komme i klammeri med andre grupperinger i Skolegade.
Politiet fik dem adskilt fra de øvrige og ville eskortere dem ud til stadion, skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
- Da gruppen nåede Kronprinsensgade, forsøgte de at løbe stormløb mod politiet. De bombarderede betjentene med kanonslag, flasker og metalgenstande, hedder det i pressemeddelelsen.
Derefter besluttede politiet at administrativt frihedsberøve de 130 fans. Ved en administrativ frihedsberøvelse kan politiet tilbageholde folk i op til 12 timer for at sikre ro og orden.
To fans er ifølge politiet bragt til behandling på skadestuen.
De frihedsberøvede er bragt til politigården i Esbjerg, hvor de vil blive registreret og senere løsladt.
/ritzau/