Folketingets Ombudsmand holder særligt øje med offentligt ansatte, der bruger deres ytringsfrihed, fordi de risikerer at få en advarsel eller i værste fald en fyreseddel for at åbne munden.
Ifølge ombudsmanden er offentligt ansatte typisk så bange, når det sker, at de ikke tør klage over deres arbejdsgiver.
LÆS OGSÅ: Offentligt ansatte tør ikke sladre til ombudsmanden
Derfor går Folketingets Ombudsmand ind i sagen af egen drift, hvis han får kendskab til en offentligt ansat, der har fået en uretfærdig behandling.
Her får du et kort resumé af to sager. I begge tilfælde har ombudsmanden givet kommunale chefer et rap over nallerne, fordi de har pillet ved ansattes ytringsfrihed.
Sag 1
Ombudsmanden kritiserede, at en kommunalt ansat bibliotekar fik en irettesættelse af kommunen, fordi hun havde brugt sin arbejdsmail, da hun sendte en e-mail til en række private venner og bekendte.
E-mailen indeholdt en opfordring til at deltage i et debatmøde om bibliotekets fremtid og gjorde samtidig opmærksom på mulighederne for at deltage i debatforum på nettet, spørgeskemaundersøgelse og interview.
Ombudsmanden var ikke enig med kommunen i, at e-mailen kunne opfattes som sendt på vegne af kommunen, og han mente ikke, at urigtige faktuelle oplysninger i e-mailen eller hensynet til myndighedens interne beslutningsproces kunne berettige irettesættelsen.
Kommunen meddelte efterfølgende bibliotekaren, at den tildelte irettesættelse var bortfaldet i henhold til præmisserne i ombudsmandens udtalelse.
Sag 2
En støttepædagog fortalte en tidligere kollega om et bestemt barn, mens de kørte i bus. Barnet blev omtalt meget negativt. Der blev ikke nævnt navne, stednavne eller tidsperioder ved samtalen i bussen.
I bussen sad også en pige, der kendte støttepædagogen, fordi hun havde været støttepædagog for pigens lillebror. Hun kunne høre samtalen og var sikker på, at det var hendes lillebror der blev omtalt.
Støttepædagogen fik en påtale af den kommune, hun var ansat i, fordi kommunen mente, at hun havde brudt sin tavshedspligt.
Ombudsmanden var uenig i kommunens opfattelse af reglerne om tavshedspligt.
Han mente ikke, at støttepædagogen brød sin tavshedspligt ved – i anonyme vendinger – at omtale et konkret barn i et offentligt forum. Han lagde vægt på, at det kun var dem, der i forvejen kendte barnet og de konkrete omstændigheder, der blev omtalt, der ville vide, hvem barnet var.
Ombudsmanden henstillede til kommunen at genoptage sagen og overveje, om der var grundlag for påtalen.
Kommunen skrev til ombudsmanden, at kommunen i den konkrete sag ville efterkomme henstillingen i udtalelsen, og at kommunen på den baggrund ville trække påtalen tilbage.
Kilde: Folketingets Ombudsmand