Det er ikke kun en stor ære, men også en indbringende forretning at blive udpeget som en af de 8000 fakkelbærere, der i disse dage turnerer Storbritannien tyndt forud for sommerens OL i London.
I hvert fald hvis man gør som Sarah Milner Simonds og bagefter sætter faklen til salg på auktionssiden eBay.
Det vindende bud lød nemlig på hele 153.000 britiske pund eller godt 1,4 millioner kroner.
Fakkelbærerne har lov til at købe faklerne efter veludført gerning til en pris af 215 pund, og den udgift kan altså forrentes mange hundrede gange.
- Fakkelbærerne kan gøre, hvad de vil med deres fakler. Vi håber bare, at de havner i gode hjem, siger en talskvinde for OL-arrangørerne til nyhedsbureauet AFP.
Andre er meget forargede over de særligt udvalgte løbere, der vælger at score kassen på deres deltagelse i fakkelløbet.
Det er i hvert fald ikke udelukkende positive reaktioner, som Sarah Milner Simonds har modtaget på e-mailen i forbindelse med auktionen.
- Der er selvfølgelig nogle, som er blevet vrede, men jeg mener ikke, at jeg kan beholde mit lille trofæ på kaminhylden, når man kan gøre så meget godt for pengene, siger Simonds uden dog at fortælle, hvad det i givet fald kunne være.
En anden unavngiven løber, hvis søn er spastisk lammet, siger, at han med fortjenesten vil støtte en handicaporganisation, donere penge til det hospital, hvor sønnen er blevet behandlet, og så vil han bruge de sidste penge på fortsat støtte og behandling af sønnen.
Den olympiske fakkel er i den aktuelle udgave 80 centimeter lang, trekantet og lavet af en aluminiumslegering. Desuden har hver fakkel 8000 små huller, der symboliserer de 8000 løbere.
Løberne er særligt udvalgte personer, der på den ene eller anden måde har været til inspiration for andre i deres lokalområde.
Hver løber tilbagelægger en mile (cirka 1,6 kilometer), og fakkelløbet varer lige indtil åbningsceremonien i London fredag den 27. juli.