Præsident Barack Obama siger, at det ikke er nogen hemmelighed, at han og den kommende præsident Donald Trump er uenige om en del ting, men de vil arbejde tæt sammen om en god magtoverdragelse, ligesom han og republikaneren George W. Bush gjorde for otte år siden.
Obama møder Trump i Det Hvide Hus torsdag, oplyser den amerikanske præsident i sin første offentlige tale om udfaldet af præsidentvalget.
Obama siger, at nederlag sommetider er en del af politik, men at det er vigtigt ikke at blive kynisk.
- Jeg siger til de unge. Bliv ikke kyniske. Tro aldrig på, at I ikke kan gøre en forskel, siger han og tilføjer:
- Vi ikke først og fremmest Demokrater eller Republikanere. Vi er først og fremmest amerikanere, patrioter, siger Obama efter præsidentvalget, som har gjort Donald Trump til hans efterfølger i Det Hvide Hus.
Obama siger, at "vi arbejder nu alle på at forstå baggrunden for Trumps sejr."
Den amerikanske præsident understreger samtidig, at han ikke kunne være mere stolt af nogen end han er af Hillary Clinton.
- Hendes kandidatur og hendes nominering var historiske, og det har gjort det klart for vore døtre over hele landet, at de kan nå det højeste politiske niveau, siger han.
USA's første sorte præsident gav under valgkampen udtryk for en stærk tro på, at vælgerne ville forkaste Trumps program og hårde retorik og i stedet støtte Clinton, der har fremstået som Obamas arvtager.
Demokraternes nederlag er så stort, at Republikanerne ikke blot kommer til at kontrollere Det Hvide Hus, men også begge Kongressens kamre - Senatet og Repræsentanternes Hus - hvilket for mange symboliserer en forkastelse af Obama-æraen.
/ritzau/