Mange husker tilbage på sidste sommer med gru, fordi med skybrud og oversvømmelser kom også myggene i rekordantal.
Mens DTU Veterinærinstituttet sidste år fangede op mod 12.000 myg i en enkelt fælde på en nat, så lyder de største fangster i år på kun cirka 200, og det skyldes det tørre vejr, der indtil nu har ramt landet.
- Sidste år var et år med usædvanligt gode betingelser for myggene, mens vi i år er nede på et mere normalt niveau, siger René Bødker, epidemiolog ved DTU Veterinærinstituttet.
- Vi har nogle få procent i forhold til sidste år, og der er mange, som slet ikke får problemer med myg i år, siger han.
Instituttet har sat myggefælder op i hele landet, blandt andet for at undersøge antallet og hvilke arter, der flyver rundt i landet.
Fælden med de 12.000 myg fra sidste sommer stod ved en hestefold lidt uden for København. Den narrer myggene til at tro, at det er et menneske, der står og trækker vejret.
Og derfor svarer fangsten til det antal myg, der stikker et menneske eller et husdyr, hvis man står helt stille hen over natten.
Selvom antallet af myg til tider altså kan være ganske voldsomt, så får vi ikke afrikanske, asiatiske eller sydeuropæiske tilstande, hvor det er normalt, at husdyr, og mennesker smittes med alvorlige sygdomme, som spredes af myg. Eksempelvis malaria.
- Der findes også sygdomme i Danmark, som spredes med myg, men det er med meget milde symptomer, som den smittede nok slet ikke bemærker, siger René Bødker.
- I perioder med mange myg og varmt vejr kan der komme mindre udbrud af disse sygdomme i Danmark hos en-to-tre personer, fordi vi rejser meget og der hele tiden kommer biler til Danmark fra Sydeuropa, men det er altså ingen katastrofe, siger han.