Det danske ishockeylandshold har det altid svært, når modstanderen hedder Norge. Det blev endnu engang bevist i Esbjerg fredag aften, hvor nordmændene vandt den anden testkamp på tre dage.
Det skete med cifrene 5-4 efter forlænget spilletid og en hektisk afslutning på opgøret.
Danmark lagde ellers bedst ud med Morten Poulsens føringsmål, der blev sat ind i powerplay efter otte minutters spil. Inden periodepausen havde Alexander Rindal dog udlignet, også i overtal.
Mønstret gentog sig i anden periode, hvor Mads Christensens føringsmål også blev fulgt op af en norsk udligning.
Tredje periode var kun 25 sekunder gammel, da Mats Frøshaug bragte Norge foran for første gang i kampen. Morten Poulsen udlignede dog med sit andet mål i kampen i det, der endte med at blive en hektisk afslutning.
Norge bragte sig nemlig foran igen mindre end to minutter før tid og lignede en vinder, men ét sekund før tid fik Mads Bødker udlignet og fremtvunget forlænget spilletid.
Her skulle der dog blot gå halvandet minut, før pucken lå i nettet bag den danske målmand Patrick Galbraith, og så var det endnu engang nordmændene, der kunne juble over en sejr.
Per Bäckmans mandskab har dog en tredje og sidste mulighed for at få skovlen under rivalerne fra nord, når de to hold mødes til en sidste isdans i denne omgang. Det sker lørdag eftermiddag i Silkeborg.
/ritzau/