Det er hverken de høje huslejer eller de stive kvadratmeterpriser, der først og fremmest får danskerne til at overveje at pakke flyttekasserne og forlade storbyen. Det er derimod trangen til natur og ro.
Det viser en ny undersøgelse blandt Boligsidens brugere. Her svarer 23 procent, at mere natur er den primære årsag til at overveje at forlade boligen i byen, mens 15 procent peger på mere ro som den vigtigste motivation. Til sammenligning nævner kun 13 procent lavere kvadratmeterpriser som hovedårsagen til at ville flytte væk fra de store byer.
Undersøgelsen bekræfter et velkendt mønster: Der er en konstant strøm af mennesker, der forlader storbylivet til fordel for forstæder eller landdistrikter. Men det interessante er, at det økonomiske argument - som ellers ofte fremhæves i den offentlige debat om boligmarkedet - rykker ned på en tredjeplads, når byboerne selv skal sætte ord på deres flyttedrømme.
Ifølge Birgit Daetz, kommunikationsdirektør og boligøkonom hos Boligsiden, hænger det tæt sammen med, hvor i livet man befinder sig. Mange bosætter sig i byerne som unge, men prioriterer om, når livssituationen ændrer sig – og særligt når der kommer børn til.
- Når man flytter til byen, er det typisk for at være en del af bylivet og være tæt på alt - venner, kultur, spisesteder. Mange bor i byerne som unge men flytter ud, når andre behov begynder at melde sig. Det er især, når man får børn, at ønskerne om natur og mere ro begynder at opstå, og man søger en anden slags tilværelse siger hun.
Mønstret peger på, at boligmarkedet uden for de store byer i høj grad drives af livsfase snarere end af ren økonomi. Selvom prisforskellen mellem hovedstaden og landdistrikterne stadig er markant, er det altså udsigten til skov, strand og stilhed, og ikke besparelsen på boliglånet, der får flest til at kigge mod nye postnumre.