Mulig fejl i politiets efterforskning udsætter voldtægtssag

Krimi

Vestre Landsret udsætter behandling af voldtægtssag, hvor der er påpeget fejl under efterforskningen.

En voldtægtssag, hvor der muligvis er begået fejl fra Østjyllands Politis side under efterforskningen, er blevet udsat til begyndelsen af 2019.

Det har Vestre Landsret tirsdag afgjort, efter at forsvarsadvokat Jan Schneider har beskyldt politiet for at have begået fejl.

Vestre Landsret skulle have afgjort sagen i denne uge, men det er nu udskudt.

- Vestre Landsret har afsagt kendelse om at udsætte sagen for at opfylde forsvarerens krav på aktindsigt i politiets og en tolks korrespondance med vidner i sagen.

- Sagen vil blive berammet til fortsættelse i starten af 2019, siger vicestatsadvokat Jakob Berger Nielsen, Statsadvokaten i Viborg.

Sagen handler om en 35-årig ukrainsk mand, der i sommer blev idømt otte års fængsel ved Retten i Aarhus.

Han blev dømt for flere voldtægter, trusler, afpresning og tyveri.

Dommen blev anket til landsretten.

Kort før de afsluttende bemærkninger i sagen i sidste uge fik forsvarsadvokaten aktindsigt i dokumenter om efterforskningen.

Det viser sig ifølge forsvarsadvokaten, at en efterforsker fra Østjyllands Politi havde sendt afhøringsrapporter til vidner.

Det er i strid med en instruks fra Rigsadvokaten. Vidner må ikke instrueres eller påvirkes, inden de møder i retten.

Desuden blev forsvarsadvokaten opmærksom på korrespondance, som efterforskeren har haft med en tolk i sagen.

Denne tolk har tilsyneladende aktivt medvirket i efterforskningen og blandt andet indhentet bankoplysninger. Det kræver normalt et tilsagn eller en kendelse fra en dommer.

Efterforskeren omtaler i en e-mail tolken som "Agent 007 på prøve".

Direktør i Østjyllands Politi Helle Kyndesen kommenterede i sidste uge sagen i en pressemeddelelse med overskriften "meget alvorlig sag".

- Det ser ud til, at der er sket ting, der bestemt ikke er i overensstemmelse med den måde, vi normalt efterforsker straffesager på, udtalte hun.

Statsadvokaten, der fører tilsyn med politikredsene, mødes torsdag med Østjyllands Politi for at drøfte sagen.

/ritzau/