Op mod en halv milliard kroner.
Så meget vil uddannelsesminister Morten Østergaard (R) potentielt mangle, hvis han skal imødekomme Dansk Folkepartis krav til forhandlingerne om en ny SU-reform.
Østergaard skal finde to milliarder kroner til regeringens vækstplan, men han mener fortsat, at det er muligt at holde både Dansk Folkeparti inde i forhandlingerne og finde pengene.
- Det er helt klart, at regeringen vil have et provenu på to milliarder kroner, og det er en bunden opgave for mig, og derfor forhandler vi, indtil vi har nået det resultat, siger Morten Østergaard til Ritzau.
- Og jeg synes ikke, at jeg har hørt noget i dag, som gør, at jeg ikke skulle tro, at vi ikke kan nå det det med Dansk Folkeparti også, siger han.
Dansk Folkeparti er skeptisk i forhold til at skulle finde op mod 400 millioner kroner på SU'en til de hjemmeboende. Man frygter, at det vil ramme socialt skævt.
Derudover mener partiet ikke, at man skal finde et par hundrede millioner ved at sætte krav om, at studerende skal i gang med den videregående uddannelse senest to år efter endt ungdomsuddannelse, hvis de skal have ret til et sjette SU-år, som regeringen foreslår.
Morten Østergaard vil ikke forholde sig til de konkrete forslag, men han betegner sig stadig som optimist.
- Nu forhandler vi bag lukkede døre i denne fase, og det er en god og ordentlig dialog, der er er med de forskellige udgangspunkter, der er for forhandlingerne. Og jeg er fortsat meget fortrøstningsfuld, siger han.
Dansk Folkepartis SU-ordfører, Jens Henrik Thulesen Dahl, har efter mødet med ministeren fået vished for, at der er forskellige knapper, der kan skrues på, for at partiets krav kan imødekommes.
Men om partiet er med i en aftale til slut, tør han ikke spå om.
- Vi går til forhandlingerne med dagsordenen om, at de studerende skal hurtigere og mere effektivt gennem studiet, men vi køber ikke den bundne opgave om at skulle finde to milliarder kroner.
- Det har ministeren så sat sig for, at han vil, men lad os nu se, hvor tæt vi kommer på det. Og så må han i sidste ende forholde sig til, om det resultat, vi kan finde frem til, er godt nok, siger Thulesen Dahl.
/ritzau/