Michael Laudrup afslører vigtig beslutning om fremtiden

Sport
Laudrup kom til Qatar i 2014 som træner for Lekhwiya SC. I 2015 skiftede han til Al Rayyan, hvor hans kontrakt udløber til sommer. (Foto: Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix/arkiv)

Laudrup tager pause fra trænerjobbet på ubestemt tid, efter han stopper som træner i Qatar-klubben Al Rayyan.

Det danske fodboldikon Michael Laudrup stopper som træner i Qatar-klubben Al Rayyan. Det skriver TV2 Sport.

53-årige Laudrup har ikke et nyt trænerjob i sigte og tager pause på ubestemt tid.

- Jeg har lyst til at holde en pause. Jeg har trods alt beskæftiget mig med fodbold på højt plan, siden jeg var 17 år, så nu er det tidspunktet, hvor livet skal byde på noget andet - i en periode.

- Det er en tidsubestemt pause. Det kan være 6 måneder, 12 måneder eller permanent. Det vil kun tiden vise, men lige her og nu er der dømt pause, siger Michael Laudrup til TV2 Sport.

Laudrup kom til Qatar i 2014 som træner for Lekhwiya SC. I 2016 skiftede han til Al Rayyan, hvor hans kontrakt udløber til sommer.

Lørdag aften spillede Al Rayyan den sidste kamp i sæsonen, hvor Laudrup sluttede med et nederlag på 1-2 i den prestigefyldte Emir Cup-finale mod hans tidligere klub Lekhwiya.

Klubben sluttede på tredjepladsen i ligaen i Qatar.

Laudrups beslutning har dog intet med klubben eller landet at gøre, understreger han.

- Jeg har vejet for og imod og er kommet til den konklusion, at jeg absolut ikke er træt af fodbold, men at jeg bare har lyst til og brug for en pause. Også for at prøve noget andet i livet.

- Det har jeg behov for, og det tror jeg, er sundt, siger Laudrup til TV2 Sport.

Som spiller har Michael Laudrup blandt andet spillet i Real Madrid og Barcelona.

Han startede sin trænerkarriere som assistent for Morten Olsen på det danske landshold i 2000. Siden har han haft stor succes som træner for Brøndby i 2002 til 2006, hvor klubben vandt fire titler.

Derudover har han været træner i Getafe, Spartak Moskva, Mallorca og Swansea, inden han tog til Qatar.

- Det fylder meget at være træner på det niveau, jeg har været, siden jeg begyndte. Selvfølgelig har jeg nydt det og holdt af det, og måske kommer det igen, men lige nu er der dømt pause på ubestemt tid, siger han til TV2 Sport.

/ritzau/