Efter ti år som pædagog i den samme vuggestue trængte Mette Barslev til at prøve noget nyt. Derfor sagde hun op og meldte sig i stedet ind i Pædagogisk Vikarbureau.
Mette Barslev udnyttede friheden i jobbet til selv at vælge, hvor hun ville lægge sin energi.
”Det var en befrielse at kunne sige, 'det der, det er ikke mit bord' uden at have dårlig samvittighed over det,” siger hun.
Det var specielt aktuelt i forhold til arbejdstider, hvor hun ikke var tvunget til åbne- eller lukkevagter, hvis ikke det passede ind i hendes øvrige planer.
Frisk luft og flere erfaringer
Tilværelsen som vikar bragte hende rundt i andre daginstitutioner og skovbørnehaver, hvor hun oplevede at blive brugt som brandslukker, når bølgerne gik højt.
”Alle har taget godt imod mig, fordi de jo har haft brug for min hjælp,” siger hun.
Og alle steder har hun lært noget nyt af den enkelte institutions måde at gøre tingene på, men hun oplevede også, at de fastansatte trak på de erfaringer, hun bragte med sig.
Men Mette Barslev erkender dog, at der var visse ulemper ved livet som ’daglejer’.
”Jeg kunne aldrig være sikker på, om nogen ringede til mig,” siger hun.
Og i dag er hun tilbage i en stilling som fastansat. Da hun arbejdede som 'daglejer' fra 2007 til 2008 var vikarbranchen netop på sit højeste og på sin vej rundt på institutionerne mødte hun flere, der lige som hende selv havde valgt fast arbejde fra og i stedet arbejdede som vikar.