Hun sover 12 timer i døgnet, mindst. Når hun er vågen, kan hun måske drikke en rolig kop kaffe med genboen. Gøre lidt rent, eller gå ud i haven. Men så heller ikke mere.
“Mit akutberedskab er højere end andres. Hele tiden. Så jeg bliver meget hurtigt udmattet og er let at forskrække med lys og lyde.”
Mette Mygind Eskildsen er 34 år og har posttraumatisk stresssyndrom. Den institution i Vejle, hun arbejdede i som pædagog, brændte næsten ned til grunden tilbage i 2006.
Hev børnene op fra toiletterne
Mette var ved at hjælpe et par børn med at komme på toilettet, da branddøren smækkede.
“Jeg tænkte ikke over det først. Det skete nogle gange, når der var for meget røg i køkkenet. Men jeg fornemmede alligevel, at der var et eller andet galt,” fortæller hun.
Hun gik ud på gangen. Der var helt tomt.
“Det var usædvanligt, så jeg gik op af gangen og kunne så se, at pedellen forsøgte at slukke ild i loftet inde på stuen. Jeg drønede tilbage og fik hevet børnene op fra toiletterne og ud,”
En pædagog udenfor tog imod børnene. Mette gik ind igen. Hun ville have fat i afkrydsningslisten, så hun kunne tjekke op på hvert enkelt barn. Og så syntes hun, hun havde set et barn gå ned på den nederste stue.
“Pigen var heldigvis kommet ud, og så tænkte jeg: Nu skal jeg bare ud herfra. På det tidspunkt brændte loftet voldsomt. ”
"Hvad fanden bildte de sig ind"
Udenfor stod børn og voksne og græd. Brandvæsenet var kommet og bad pædagogerne trække alle krybber, som de små børn normalt sov til middag i, ud fra halvtaget. De skulle tjekke, at krybberne var tomme. Mette hjalp.
“Bagefter tog vi børnene helt ud på vejen, så vi kunne tælle dem. Det gik op for mig, at det havde brændt i lang tid, før jeg opdagede ilden. Det så vildt ud med flammerne, og jeg blev virkelig forskrækket. Vi fik styr på børnene og alle var der heldigvis.”
Dagen efter branden stod Mette og kiggede på sin gamle arbejdsplads, der lignede en krigsskueplads - næsten brændt ned til grunden. Nogle unge fyre i en bil kom forbi. De grinede og jokede med, at “der sgu nok ikke var nogen på arbejde derinde.”
“Jeg blev frygteligt vred. Hvad fanden bildte de sig ind,” siger Mette.
Banaliseringen af ulykken fik hende til at bryde sammen.
“Jeg stod derinde med små børn. Børn jeg havde ansvaret for. Det gik op for mig, hvad der kunne være sket.”
En overdosis adrenalin
Sammenbruddet og reaktionerne var ikke forbigående. Og selvom Mette af al magt forsøgte at hage sig fast i arbejdsmarkedet, så kunne hun ikke passe et job.
“Jeg kunne ingenting overskue, turde ikke længere tage ansvar for noget.”
Mette blev udsat for et granatchok den dag. Hendes krop fik en slags evigheds-overdosis adrenalin. Derfor bærer hun rundt på en krop og et sind i konstant alarmberedskab.
Mette Mygind Eskildsen havde ellers mange planer. Hun ville noget med sit fag, havde tænkt sig at læse videres. Men kommunen sagde nej.
“Jeg kæmpede med næb og kløer for at få et fleksjob. Men de var ikke villige til at prøve det. De mente, jeg ville blive mere syg, hvis jeg forsøgte. I dag kan jeg se, at de havde ret, men det var så svært for mig at acceptere det, og jeg stortudede, da de sagde førtidspension,” siger Mette.
"Det rager ikke dem"
Mette Mygind Eskildsen kommer aldrig tilbage. Det bliver ikke bedre, end det er i dag, hvor mareridt jævnligt stjæler hendes nætter og hvor en konstant anspændthed gennemsyrer alt hvad hun gør.
“Når jeg har haft de mareridt, kæmper jeg med kvalme og endnu mere anspændthed dagen efter. Jeg er helt forkrampet. Det er de værste dage,” siger Mette, der dog også har gode stunder, hvor hun kan lave noget sammen med sin kæreste, eller måske gå en tur over til genboen.
Det værste er at være tjekket ud af arbejdsmarkedet som meget ung.
“Når jeg går til frisøren spørger de altid: Har du fri i dag? Jeg gider ikke fortælle dem historien. Det rager ikke dem. Så siger jeg bare, at jeg er pædagog,” siger Mette, der arbejder med at bygge en ny identitet op.
“Alt blev slettet den dag. Den jeg var, er jeg ikke mere. Det har givet en kæmpe identitetskrise, at jeg bare skulle stemples ud på den måde. Det arbejder jeg stadig med: At få en identitet og et liv ud over at være syg.”